Som det kolossale udvalg også afslørede da jeg var ude at købe nyt kamera er kineserne meget glade for at tage billeder. Gerne af sig selv og hinanden med peace-tegn ud over hele verden (vi har set en ca. 3årig baby lave det. De lærer hurtigt!). Ingen genstand eller location er for ubetydelig og random til at blive foreviget sammen med. En lampe i en park, med et banner på Den røde plads i Moskva til stor irritation for politiet eller sammen med en meget svedende dansk pige. Charming. Måske på en måde godt at Kina ikke har facebook..
I går var vi igen på tur med Alex og to crazy dudes fra New Zeeland som bor på samme værelse som os. Turen gik til Leshan, en by ca. 2½ time væk fra Chengdu som er kendt for en 71 m høj Buddha statue der sidder op ad et bjerg med en fantastisk udsigt ud over floden. Rundt om er der forskellige templer og gravkamre ind i bjerget, det hele i det mest betagende regnskovsagtige landskab. Og derfor meget meget varmt og fugtigt. Sveden drev af os, selv om vi kom tidligt, hvilket var en god ide, for da vi forlod stedet var der sort af mennesker. Vi var alle enige om, at det mest mindeværdige ikke var statuen, men en filmisk smuk bro over floddeltaet ved en gammel fiskerby. Hjemme igen tog Mathias et par runder rundt om blokken (bogstavelig talt. Han lider under det i dag), mens jeg lagde mig med en dehydreringshovedpine. Dog ikke værre end at jeg senere på aftenen var klar til hot pot og øl med Aaron og Kam (eller noget i den stil, vi endte med at kalde ham Rambo). Der blev udvekslet drukspil- og sange, vi var glade for ikke at have noget planlagt i dag.
Dagen før var blevet brugt på en Mao statue, shopping og Folkets Park. Et rædselsfuldt sted, hvor en cirkelformet plads danner rammen for en masse perifert placerede scener, hvor folket slog sig løs med dans, sang og talent(løse)shows. Med dårlige lydanlæg, der hver især prøvede at overdøve naboens endnu mere hæslige optræden. Der ud over kunne man få renset øre mens man drak en kop the. Underligt koncept som Mathias må beskrive nærmere, da jeg nægtede at lade fremmede mænd stikke halvrustne metalspyd ind i mine øregang.
Som sagt har vi i dag taget det meget stille og roligt, hængt ud i fællesområdet, snakket med andre rejsende, surfet wikipedia for mit vedkommende og ikke mindst planlagt vores videre færd. Den går i morgen aften sydvest på til Lugu Lake, der ligger på grænsen mellem Sishuan og Yunnan (provinser). I dette område lever der blandt andet et matriarkalsk folkefærd, og der ud over skulle naturen være meget smuk. Vi glæder os, og håber at det er den lidt besværlige rejse værd. I morgen tidlig skal vi, hvis vejret tillader det, på cykletur ud på landet. I går aftes nåede luftfugtigheden nemlig endelig bristepunktet og forløste sig i et ordenligt regnvejr krydret med lyn og torden.
Nu vil jeg lægge mig til at sove, hvis støjen fra baggårdskasinoet overfor tillader det.
Ps. Uden at vide det har vi tilbragt 3 uger i verdens 7. farligste land. Sig det ikke til vores mødre:
Vi bor igen på det samme hostel som Martin som vi mødte i Xi'an. I dag var vi ude at se pandaer i et pandacenter, hvor de prøver at få dem til at avle i fangeskab sammen med Martin, samt Ginny og Alex, som også er englændere. Vi havde en rigtig god tur: Vejret var perfekt, vi kom på det helt rigtige tidspunkt om morgenen hvor de blev fodret med bambus og der for var aktive, og de er jo bare nogle helt igennem bedårende væsner. Vi blev der ude det meste af dagen, kom hjem, hvilede lidt og tog så sammen med Martin hen for at se den nye Pirates-film. En rigtig god beslutning, da Mathias næsten ikke havde haft fred i sindet siden han erfarede, at der i Århus var blevet afholdt Pirates-marathon uden hans medvirken. Filmen levede heldigvis op til forventningerne. Der var fantastiske at køre hjem i taxa med den lune aftenbrise strømmende ind gennem de nedrullede vinduer og en udsigt til utallige lysreklamer og illuminerende skyskrabere. En kende mere urbant end down town Thisted. Der nydes nu øl i gårdhaven. Især lagerøllen fra Laos er himmelsk. Hostlet har en proxy-server, så vi har for første gang i lang tid adgang til facebook og blogspot, dog selvfølgelig mod behørig betaling. I øvrigt et rigtig hyggeligt sted med tagterasse og gårdhave, men meget, meget hårde senge.
I går efter vores ankomst kiggede vi lidt på byen, der i blandt et buddhistisk kloster, der ligger lige i nærheden på den anden side af regnbuebroen. En smule turistet, og lige som alle andre templer med en kraftig lugt af røgelse, kæmpe buddahstatuer i guld og munke med mobiltelefoner, men med en fantastisk skyggefuld have og et teahouse, hvor vi hver især drak noget nær to liter hhv. jasmin- og oolong the.
Chengdu er en meget chillet by med en rar og afslappet vibe. Vi har ikke nogle konkrete planer so far, men har vist nok besluttet ikke at fortsætte videre, men tage hjem når vores visa udløber d. 13. juni, hvis askyskyer og andet tillader det.
Efter en 17timers togtur gennem det smukke kinesiske bjerglandskab er vi nu ankommet til byen Chengdu der er hovedstad i den vestligt beliggende Sichuan provins. Denne gang havde vi hardsleeper billetter, hvilket betyder at man sover i køjer i tre etager på ganske rigtigt meget hårde senge. Min søvn blev en smule forstyrret af at de viste Troy på kinesiske på fuld styrke og at manden under mig lød som om han ville kradse af hvert øjeblik. Vi har nu fået et bad, noget at spise og et par timers søvn. Meget tiltrængt alle tre ting.
Sidste dag i Xi'an blev brugt i det muslimske kvarter, der bortset fra tørklæderne ikke var meget til at skelne fra andre kinesiske kvarterer med gadekøkkener og salg af billige souvenirs. Men en dejlig afveksling fra byens ellers meget strømlinede udtryk. Dagen før havde vi i meget varmt vejr været ude og se den berømte terracotta hær, der absolut levede op til sit rygte. Museet var efter kinesisk standard meget imponerende, men ligesom i sommerpaladset i Beijing fik man at føle, at der altså bor 1,3 x 10^9 mennesker i det her land. Som ikke viger tilbage for et skulderskub.
PS. Tak til Christian Fuhlendorf for evig inspiration og underholdning
søndag den 22. maj 2011
Jeg vil starte dette blog indlæg med et lille tilbageblik. Forestil jer scenen; Mongoliet. En skrumlende bus med nationalparken som destination Du er en prægtigt udseende vestlig ung mand Bussen stopper, dørene åbner sig og ind stiger en gammel mand. Pludselig ser den gamle mand den prægtige vesterlænding. Han bliver så overvældet, at han bliver nødt til at røre ved ham da han går forbi. Det gentages og optrappes hver gang manden går forbi vores prægtige ven indtil det hele kulminere med et par kys på hovedet. Hvorefter vores ven opdager manden lugter lidt af sprit.
Så er vi endelig i Kina. Landet der flyder med kultur, historie, smukt landskab og billig lækker mad, dog med fraværet af både mælk, honning og inspiration til at blogge. Men nu er jeg en anelse syg, så her kommer der endelig et blogindlæg. Vi startede som bekendt ud i Beijing, hvor vi så den meget store himmelske freds plads, samt formand Mao og den forbudte by. Mao lignede meget en voksdukke, men i hvert fald et besøg værd. Den forbudte by var enorm og utroligt imponerende. Vi var også forbi folkets hal som ikke var så spændende, samt det historiske museum, som var ret sjovt at gå rundt og finde "fejl" i. Vi stod gudsforladt tidligt op en morgen og gik i parken for at se folk lave taichi og andre bevægelsesformer. Næste dag stod vi lige så gudsforladt tidligt op for at komme på muren, som var en kæmpe oplevelse.
Fra Beijing tog vi til Xian som var meget regnfuld da vi ankom, så det blev lidt en våd første aften. Som sagt har jeg brugt et par dage på at være lidt syg, for første gang på rejsen, men har dog cyklet på bymuren i dag, hvilket var ret sjovt. I morgen tager vi ud og ser terrakotta krigerne, inden vi tager videre til Chengdu i overmorgen.
Mathias fejrede ankomsten til Xi'an med kinesisk øl og meyer - Jeg gik tidligt i seng og sov på en madras for første gang i lang til - måske siden vi forlod Jekaterin borg. Dejligt. Han vågnede dog op næste dag med hvad han først troede var tømmermænd, men viste sig at være starten på en lille omgang influenza. Inden dette gik op for ham, var vi et smut på politistationen for at snakke med dem om den stjålne taske. En meget fin oplevelse, især for Mathias der fik lov til at sidde ved siden af en vakse ægte forbryder der var lænket til en bænk med håndjern. Der var dog ikke noget de kunne gøre, så Mathias tog hjem for at komme sig og jeg tog på kamerashopping. Har nu skiftet dejligt canon eos 1000D ud med lille, tarvelig canon powershot A3200is. Øv. Har det lidt den samme følelse med det, som Mathias har med Apple-produkter - man kan bestemme for lidt selv.
Meyer og øl var dog godt for noget, han har bondet med Martin, 28åring fyr fra London med kantonesiske rødder. Cool dude, har læst historie. I dag var vi ude at cykle på den 13,74 km lange bymur der omkranser centrum af byen. Den er fra 1300tallet men meget velholdt. EN rigtig dejlig tur i roligt tempo med fænomenal udsigt til skyskrabere, parker og drager fra den 12 meter høje mur. Xi'an er en meget vestlig by hvor McDonalds, Starbucks, Louis Vuitton og Jack&Jones ligger side om side på de lange lige boulevarder, der udelukkende består af nye stålogglas højhuse. Ikke et sted man behøver at være mere end 3 dage. D. 24. tager vi derfor videre mod Chengdu, denne gang heldigvis enten med hard- eller softsleeper. Vi har dog set nogle af de få gamle bygninger der er: bell tower, drum tower og Lille Vildgås Pagode. Sidstnævnte i en park hvor vi mødte en sød kinesiske dame, der fortalte os om byen, det kinesiske skolesystem og hvordan vi kommer ud til terracottahæren som vi vil se i morgen hvis vejret tillader det. Det har regnet de sidste par dage. Hun synes som mange andre vi har mødt at vi er meget unge og modige (undlod at fortælle hende om den stjålne taske. Føler mig meget dum). Og at jeg var meget smuk, haha. Mange af dem mennesker fra vestlige lande vi hænger ud med er også meget ældre end os, Neil synes dog vi var meget modne. Det kan ikke være Mathias han snakkede om... Det hostel vi bor på er fyldt med mennesker, og der kommer også lokale ind for at drikke en øl eller mange. Væggene er fyldt med hilsner fra folk der har boet her og religionsfejder mellem ateister og en hel masse "God loves you" ud over det hele. Meget underligt.
PS. De mange sithgseeing gåture, rideture og mur-hikings har haft deres effekt: Mathias kan ikke længere holde nogen af sine bukser oppe. Han mener de må have udvidet sig..
20\5-11 kl. 15:40
Og bye bye taske med mobil, briller, guideboeger og kamera med alle billeder fra Kina!! Vi tog toget fra Bijing til Xian paa 4. klasse, sammen med alle kinesere og deres mor. Det vil sige haarde saeder i 90 graders vinkel, rygende maend, graedende babyer og ingen benplads. Folk stod op i timevis, sov i lag og paa gulvet. Det overgik bilturen i Mongoliet fra Bulgan-provinsen tilbage til Ulaan Baatar, som ellers var noget naer det vaerste jeg har proevet. Og saa blev min taske altsaa stjaalet. Jeg brugte den ellers som hovedpude det meste af turen, men satte den ned et kort stykke tid, faldt uderligt nok i soevn og da jeg vaagnede var den vaek. Jeg er virkelig sur paa mig selv, hvorfor kunne jeg ikke bare blive ved med at holde fast i den eller i det mindste have benet gennem en strop.. Det vaerste er billederne paa kameraet og vores guideboeger. Vi foeler os ret handikappede uden dem, og vi fik isaer at foele, hvor meget vi er afhaengige af dem da vi ankom til Xian for tre timer siden i oesende regnvejr, ikke kunne huke navnet paa vores hostel fordi det jo stod i bogen og ikke kunne forklare taxachaufoerer hvor de skulle koere hen. Vi fandt en fyr med en lonelyplanet bog, selvfoelgelig paa fransk. Typisk. Men det gik, og vi fandt en fyr paa en scootertaxa som med hornet i bund koerte os gennem byen - til det forkerter hostel! Heldigvis havde de ledige senge, saa nu er Mathias dejset omkuld, mens jeg proever at faa styr paa vores liv. Han paastod at han de sidste fem timer af togturen bare koncentrerede sig om at overleve..
Lige nu er min begejstring for Kina faldet drastisk, jeg havde lyst til at slaa en mand paa saedet over for os rigtig haardt i raseri. Haaber glaeden vender tilbage med solen.
Vi beklager meget den seneste tids mangle på blogning. Vi ligger under for den kinensiske regering, der åbenbart mener at blogspot kan bruges til at drive farlig kontrarevolutionær virksomhed (det samme med youtube og facebook). Vi retter en stor tak til Martin som meget venligt har ladet sig overtale til at udgive indlægene for os.
Nu vi er ved takketalerne skal der også rettes en stor tak til alco-gel der reddere os gennem Mongoliet uden sygdomme trods 3 dage uden håndvask, og som i en snæver vending åbenbart også kan bruges til optænding (IKKE autentisk, Mathias. Snyd)
13/3-11: Efter en mongolsk snestorm var det som at komme i paradis at stige ud af toget i Kina.
Vi kørte gennem Gobi-ørkenens sand og vågnede op til et kinesisk bjerglandskab. Men endnu vildere; der var blade på træerne! Fra at tro mine tæer ville falde, stod vi uden for banegården i Beijing i alt for meget tøj, omgivet af træer og blomster (Beijing er virkelig en grøn by. Også på energi-måden. Alle køre på el-scotere eller cykler og der er solceller overalt).
Vi bor helt perfekt på et hostel i centrum i et hyggligt hutong-kvarter med en gårdhave med kinesiske lamper. Første aften gik vi en tur og sugede de mange nye indtryk til os. Det var en næsten overvældende sanseoplevelse med de mange dufte fra gadekøkkener og krydderier, fuglekvidder fra fugle i bure, røde lamper, folk på cykler, blomster og træer. Mathias blev klippet i en af de mange familiefrisører de ligger side om side med souvenirbutikker fyldt med alt fra jadefigure, kaligrafipensler og kommunistkitch.
Næste dag gik vi ud for at tage Beijing i øjesyn. Vi lagde hårdt ud med med Den Himmelske Freds Plads (0,7 x 1,0 km) og Maos mausolæum, selvfølgelig leveret til døren på en cykeltaxa. De er utrolig effektive omkring tilbedelsen af den tidligere generalsekretær. Køen er lang, men man går hurtigt igennem og sikkerhedstjekket er grundigt, men overstået på et øjeblik. Ligeledes under besigtigelsen af det balsamerede lig; man kan købe en blomst og lægge udenfor selve kisten, køen bliver delt i to, man går en hurtig runde og så er det ellers farvel igen.
Næste punkt var Den Forbudte by, begyndende med et vue ud over pladsen fra Den Himmelske Freds Port. Det var lidt svært at fatte at man rent faktisk var der, efter at have set det på billeder. DFB var kæmpe stor og meget imponerende, men krævede et par pauser undervejs.
Ude på den anden side besteg vi det menneskeskabte kulbjerg (Jingshan) med flotte pavilionner på toppen og en fænomenal udsigt ud over byen. Aftensmaden blev indtaget på en såkaldt hot-pot restaurant hvor man selv tilberede maden i en wok med kogende vand mit på bordet til stor morskab for Mathias (han sad på den rigtige side af vindretningen). På vej hjem gik vi forbi det nybyggede nationalteater, der ligner en kæmpe dråbe af stål og glas der flyder på en sø. Meget flot.
Søndag stod vi tidligt op (06.00) og tog i Beihai Park der er etableret i 1100-tallet under Jin-dynastiet. I parken var der forskellige bygninger, de fleste fra 1700-tallet, bla en kæmpe stor hvid, stype-lignende dagoba. Men det mest interessante, og grunden til at vi stod tidligt op, var for at se kineserne dyrke Tai Chi og andre former for gymnastik/kampsport. Her er virkelig noget Danmark kunne lære af Kina. At udnytte parker og pladser bedre, dyrke mere motion og ikke mindst holde rent! Der er imponerende rent over det hele. Nå, men det var en rigtig dejlig oplevelse, og meget underholdende at se folk skrive kaligrafi på fliserne, lave ting med sværd, vifter og kostelignende pinde, synge og spille musik. Bagefter var vi ved at dø af sult, så efter endnu et velsmagende kinesisk måltid stod der moderne kinesisk historie på programmet. Nationalmuseet var en opvisning i historieforvridning på et meget sofistikeret og propaganderende plan. Tiden fra Opiumskrigen til idag blev fortalt meget fint illustreret af div. dokumenter og genstande tilhørende Mao, Den Xiaopeng mf. Kommunismens og ikke mindst KInas foretræffeligheder blev skåret ud i pap, især ordet demokrati blev nævnt adskillige gange. Underligt nok sprang de let og elegant over ting som Det store spring fremad og Kulturrevolutionen, mens DX blev hyldet meget for sine økonomiske reformer. Nu vi var i det politiske hjørne, snuppede vi også lige Folkets Store Hal på den modstatte side af fredspladsen med. Meget intetsigende, men var tæt på at koste Mathias sit pas (han glemte det ved security, men kom heldigvis i tanke om det).
Mandag var vi på den Kinasiske Mur. Wauw. Ufattelig stor, ufattelig lang ufattelig overvældende. Igen og igen spørger man sig selv, hvordan det har kunnet lade sig gøre at bygge den. Vi besøgte det stykke af muren der hedder Jin Shang Ling som ligger ca. 3 timers kørsel fra Beijing, afhængig af trafikken. Det er et meget udfordrende og meget lidt restaureret stykke, så vi svedte som små tykke ponyer i den stegende sol. Overalt duftede der berusende af jasmintræernes blomster, og biller og firben legede på de stejle trapper. Udsigten var ubeskrivelig, og menneskemængden begrænset (en hot nordmand var der dog plads til). Trods god træning i det der at gå fra Rusland, var vi meget meget trætte da vi satte os i bussen på vej hjem.
Idag var vi så i Himlens Tempel Park (Tiatan parken). Diverse templer hvor kejseren i sin tid kunne bede til guderne om en god høst placeret i en kææææmpe park. Endeløse rækker af cypresser, grønne grønne plæner, pæoner og roser i massevis, lange kig ad stierne der hvor kinesiske mænd i bare maver og hoppende bryster gør det svært at tage gode billeder...
En meget dejlig måde at bruge den del af dagen på hvor vi ikke sov, efter at to dage hvor vi stod tidligt op og testede vores fysiske formåen.
Vi er i den grad faldet for Kina, eller i hvert fald Beijing. Mongoliet var awesome, så jeg havde mine forbehold, men de er alle gjort til skamme. Her er styr på tingene, rent, varmt, lækker mad. Vi skakker begge om at her kunne vi da godt bo senere i livet. Det der ytringsfrihed er alligevel overvurderet. Selv den engelsksprogende avis China Daily overgår mange danske aviser. De skriver jo rent faktisk om ting af betydning der vedrører folk, og ikke om at Troels Lund Poulsen har taget et rolexur eller at Amalie og Peter skal giftes. Her er også dejlig billigt. Vand på flaske kan fåes for 1 RMB ca. 0,8 kr og har nu levet i seks dage for under 1400 kr incl mad, bolig, en masse museums- og murbesøg og to togbilletter til Xi'an. Som er vores næste destination. Vi kunne kun få siddepladser, så der venter os 13 timer ret op og ned. Yay. Vi rejser d. 19 kl. 21.48 og er fremme omkring middagstid næste dag.
Marie har meget godt udlagt hvad vi har lavet, så jeg vil bare tilføje et par detaljer.
Første dag var det en oplevelse jeg aldrig glemmer, da jeg besørgede på en bakketop. Det andet store øjeblik var, da det pludselig gik op for mig, at vi samlede soltørret afføring med de bare hænder, i en ørken, mens det haglede, for et bolche (De fyrer med afføringen). Desuden synes jeg, at en kamel er meget mere komfortabel end en hest.
Men nej, vi havde ikke fået nok af nomadelivet så mandag stod vi standhaftigt ud på nye eventyr. Da vi ankom til nationalparken efter en meget bumpende bustur, finder vi vores guide lettere lugtende af alkohol ventende med en oksekærre. Den lille sviptur hen til vores ger, trak ud og blev til timer på oksekærre. Da vi endelig når frem er vi en smule frosne og en del sultne, men bliver dog straks fodret til synet af amerikansk reality tv. Lige så hurtigt som vi er blevet bespist, bliver vi gennet over i vores ger og får besked på at sove, så vi kan være friske til i morgen. Næste morgen, efter en halvkold nat, bliver vi bespist med noget tørt franskbrød med sukker på, så godt sultne ankommer vi til den næste ger. Her bliver vi også indkvarteret i vores egen ger, og da vejret er godt, beslutter vi os til at spille noget frisbee med familiens to drenge. Efter et par timers forskellige leg trækker vi os tilbage til vores ger. Efter noget tid bliver vi dog opsøgt af den mindste af drengene(som åbenbart havde adopteret mig som ny storebror) som vil vise os nogen af hans tricks med dyrene. Senere på dagen bliver vi sat til at hyrde dyr på hesteryg(denne gang uden sikkerhedsline), samt slæbe rundt med de meget små kalve. Da vi går i seng er det en smule koldt og vi står op til snestorm næste dag. Iført deres traditionelle dragt begiver vi os på hesteryg ud mod busstoppestedet (kl. 06 om morgenen). Det var en frisk tur og vi var meget glade da vi endelig nede byen og varmen.
søndag den 8. maj 2011
Bered jer på et meget langt indlæg:
Stemningsmusik til læsningen. Forestil jer at stå på en bakketop i Mongoliet og kigge ud over steppen med falke svævende over jeres hoveder, traner spankulerende under jer og i skuer en rytter i det fjerne
3/5-11
Vi stod meget tidligt op og tomlede til en busstation med det utrolig cool navn Dragon Center. Det er sådan man kommer frem her hvis det ikke er bus, alle biler i Ulaan Bataar er en taxa. Så kørte vi i tre timer sammen med folk i farvestrålende dragter, mens tv'et kørte for fuld udblæsning med traditionel musik og dans, gennem et øde, øde steppelandskab med en ger hist og en ger her. Af og til en rytter eller en fåreflok der lige skulle passere vejen, før vi kunne fortsætte under den høje blå himmel. Vi stod af på en lille station og blev samlet op af en fyr i en minibus, som tog os videre ud af vejen, inden han pludselig drejede drejede af. Nu var der kun et hjulspor der kom og gik. Op og ned i lavninger. Bjergene syntes på en gang fjerne og nære. Skypumper hvirvlede støvet op. En lille flod slynger sig, og bag en bakke dukkede en ger op. Vi kydsede floden og stod nu ved vores hjem for natten.
Vi bor hos en familie med tog børn der går i skole i UB, så det er kun os og deres forældre. Vi blev selvfølgelig taget imod med en skål mælkethe, som jeg stadig får brækfornemmelser af at indtage, men ned skulle det. Et tykt lag fedt sidder tilbage på kanten når man er færdig. Manden i huset var ikke hjemme da vi kom, så vi sov et par timer inden vi skulle på jeep-sightseeing rundt i landskabet. De tog os med til en hellig samling sten og blå tørklæder, og en gruppe hvide stupaer der knejsede mod himlen. Udsigten var vidunderlig, til trods for at den stride blæst gjorde markant dårligere. Det er så tørt at det føles som om ens tunge er lavet af gammelt franskbrød, og sandet sætter sig i ører og øjenkrog. Vi bærer tørklæder for næse og mund, men det følels alligevel som at inhalere en sandkasse. Kun spredte, lave stikkende buske holder på sandet, der ind imellem brydes af klippestykker. I pletter vokser der sparsomt græs. Familien har geder og får, der lige har fået de sødeste unger, et par heste og en hund. Alt løver frit omkring, heste dog men benene bundet sammen. Der er en del regler der skal overholdes omkring opførslen i en ger. Manden går først ind, og får først serveret sin mad. Gæsterne holde til i vest siden, døren er altid placeret mod syd. Man sover med fødderne mod døre, væk fra det nordligt placerede alter, som man heller aldrig må vende sine fødder mod mens man sidder. Der er som regel tre senge, et par lave, orange skammeler og et lavt bord. I midten er der et slags komfur, under hullet i midten, hvor solyet skinner ind. Der er meget farvestrålende derinde, i stærk kontrast til det helt hvide, ydmyge ydre. Vi spiser hakket, tørret kød blandet med en slags hjemmelavet pasta lavet på fladbrød skåret i tynde strimler og kogt. Meget intetsigende. Vi træder af på naturens vegne med den mest fantastiske udsigt. Familien har et lille sort/hvid tv, hvor vi har set mongolsk stand-up. Da vi ligger os til at sove, kan vi høre vinden hyle om geren, fårenes brægen, og kvinden der synger sørgmodige sange.
4/5-11
Da det blæste for meget til at ride på heste, tog vi i stedet deres jeep hen til den næste familie, som bor op ad et bjerg. Familien består af en mand, en kvinde og hans gamle, pukkelryggede mor, der mangler to tænder i undermunden. Hun er fantastisk. Vi blev med det samme sat til at lave dumplings, med mere eller mindre succes. Dernæst skulle vi hente geder på bjerget, og her gjaldt det virkelig om ikke at være bange for højder eller sætte fødderne forkert. Vi gik også selv lidt rundt, når vejret tillod det, for det har både sneet, stormet og haglet. Til aften så jeg på mens køerne blev malket og hjalp med at lukke kalvene ind for natten. Det var stjerneklart, men iskoldt (Stjerne hedder [ott] på mongolsk. Et sprog der lyder lidt som en blanding af grønlandsk og kinesisk, men alligevel helt sit eget, med en masse [stété] og [sljsj]-lyde som man rigtig får mundvand af at sige).. For en gangs skyld bestod måltidet ikke af kød, løg og dej men af lød, løg og RIS. Og nymalket mælk. Mælketheen smager markant bedre når det en skoldhed, eller også er jeg bare ved at vænne mig til den. Vi har forresten vores egen ger. Det er rart at kunne trække sig tilbage og turde tale. Åh at komme ind i en lun ger og spise en chokoladekiks efter at have jagtet geder på bjerget med ørne svævende over hovedet.
5/5-11
I dag kom vi endelig ud at ride på de små udmagrede heste. Dog havde vores lokale, nynnede guide en sikkerhedsline i os begge, men på den måde var man fri til at se sig om i det smukke landskab. Første stop var et stenmonument for en af landets mange stærke kvinder, en eller anden krigerdronning (kan ikke huske hendes navn pt). Dernæst red vi ned til en sø, der nærmest lignede en oase midt i et ørkenlandskab med solen bagende ned på sandklitterne på den anden side. Heste drak, mens den lille seje mand med hud som læder, klædt i grønt og lilla tog et billede af os. Hvem der var mest glad var svært at sige. Vi red videre i trav ud og ind mellem stikkende buske om kom til en skov af døde træer, hvor store rovfugle havde deres reder. Vi fik derfor et tættere kig på dem, og så turens første kameler, inden det var tid til et lille hvil hos mandens familie, hvor vi blev budt på grøn the og de obligatoriske tørre småkager. Videre gik det, men langsommere, da alle vildfarne husdyr vi kom forbi skulle gennes tilbage til deres flok. Endelig var vi hjemme, og efter et fantastisk måltid med både ris, kartofler og gulerødder, faldt vi i søvn i vores ger. Men dagen var ikke slut endnu. Mathias fik et ny hest og så gik det i fuld fart, til tider galop, den modsatte vej til et buddhistisk kloster, som lå meget øde mellem bjergene. Noget af klostret lå i ruiner fra en revolution engang i tidernes morgen, men de templer og stupaer der var tilbage afslørende et farvestrålende indre med gyldne statuer og silketryk med mandlige og kvindlige ånder i forskellige sindstilstande, og selvfølgelig bedemøller.
Tilbage ved geren besteg vi det lille bjerg bag ved os og sad på toppen og nød solen og udsigten over steppen. Et hjulspor, af og til en konservesdåse, ellers intet spor af civilisation. Ingen infrastruktur, ingen vindmøller. Og derfor helt stille, bortset fra fuglenes kvidren og brægen fra de mange flokke af får og geder.Meget fredfyldt. Klipperne er af et meget let eroderende materiale, hvor vand igennem mange år har formet revner og huller, og ligner fantasifulde dyr som skildpadder og krokodiller.
6/5-11
Vi er flyttet længere mod sydøst, til et mere grønt og bakket område. Vores nye ger ligger i bunden af en amfiteater-formet dal, og går man op på toppen og videre op til en lille klippe er der den mest fantastiske udsigt der får det til at boble i brystet på en. Jeg har det sådan, at hvis jeg ikke kommer andre steder i mit liv er jeg alligevel lykkelig fordi jeg har været her. Hos vores nye familie bor der desuden også en 37åring læge fra Bristol, Englang ved navn Neil. Han skal bo her en uge og er på en 6ugers rundrejse den modatte vej af os. Han er rigtig cool og flink, og det er rart at føre længere samtaler på engelsk. Da vi kom hjem fra en fototur, kom en af sønnerne i huset hjem fra en 36timers druktur og skabte en del liv i geren.
Om aftenen spillede Mathias og Neil skak (Neil vandt) og vi fik nymalket gedemælk. Mums. Neil har adopteret et lille, forældreløst lam, som Mathias også straks tog til sig i bestræbelserne på at få det det lille kræ til at spise. Vi udfordre alle familierne vi bor hos i de forskellige IQ-puzzles, og de her er faktisk ret gode til det. Og meget begejstrede for det.
Manden i vores gamle ger havde skåret hånden, så vi gav ham nogle renseservietter, bangade og penicillin-creme (undskyld mor). Tror de har mere brug for det end vi har.
Sov bedre end jeg har gjort i dagevis (undgik at sove på gulvet, de to andre spillede gentleman-kortet).
7/5-11
I dag har vi redet på kameler. Vi fik alle tre en kamel, mens Mr. B havde os i snor på sin hest. Kameler ER faktisk lidt som et skib at ride på, men ret ubehageligt i længden. Vi var også stadigvæk ret mørbankede efter hesteturen. Har fået et kæmpe blåt mærke på knæet og har ret ondt i ryggen. Vi krydsede sletten over til bjerge på den anden side, til en hellig klippe med blå tørklæder. En masse heste græssede omkring den, og vi sad en tid i solen (ca. 20 graders varme. Vejret skifter utrolig hurtigt herude. Lige nu trommer regnen mod taget, men efterlader luften udenfor tiltrængt forfrisket). Det tog ca. 1½ time at krydse sletten og da vi kom hjem var vi meget sultne. Maden smagte nøjagtigt som den plejede, glæder mig til at komme tilbage til UB og få noget andet mad. Vi sov et par timer og vågnede op med huset fuld af gæster. Vi hører musik, spiller kort og ankelbens-spil, diskuterer politik og udveksler rejsererfaringer. Glæder mig virkelig til et bad!
9/5-11
Tilbage i UB for en enkelt nat. Sidder i loungen i vores guesthouse. Mathias sover. Senere idag skal vi til Terelj National Park.
Som sagt har vi tilbragt weekenden i Ulaan Baator. Mathias har nævnt det håbløse naturhistoriske museum, der mere mindede om natur/teknik-undervisningen på en saneringsmoden dansk udkantsfolkeskole end et museum for et helt lands geologi, palæontologi og fauna beliggende i en hovedstad. Der ud over var vi et smut forbi det buddhistiske kloster Gandan Khiid, der ligger midt i byen, men er sin helt egen lille verden (og verdenskulturarv, ifølge FN). Som vi har for vane, dumpede vi ned midt i en seance, hvor folk skrev hvad vi gætte på er bønner eller ønsker på små lapper papir, som blev videregivet til munke, der sang, fremsagde bønner og spillede på diverse instrumenter mens de talte i mobiltelefon og lavede mønstre i sand. I et af templerne var der en 26 meter høj Buddha statue, og en hel masse bederuller. Fra den ene grøft til den anden, i dag var vi på et museum dedikeret til det menneskeligt intellekt. Et helt museum fyldt med brainpuzzels, skakbræt, optiske illusioner og tryllerier. Vi måtte gå meget langt forcere et hegn for at komme der ind, men det var det værd. Mathias var i sit es, og gik derfra i meget opløftet tilstand. Vi spiste frokost på "det eneste franske bageri i Mongoliet" og så var det skoletid. Vi har booket to ture ud af byen, en tur til Bulgan provinsen og en til Terelj natrureservatet, med noget der hedder Ger to Ger (en ger er det telt som nomaderne i Mogoliet bor i). I alt skal vi i 8 dage (7 nætter) bo hos nomader i ger, ride på heste ELLER kamler, ikke gå i bad, spise hvad de spiser og deltage i nogle af deres daglige gøremål. Vi fik derfor en basic introduktion til mongolsk kultur, sprog og praktiske ting på turen.
Jeg glæder mig rigtig meget, men er også en lille smule nervøs. Når vi kommer tilbage skal vi sove en nat i et guest house down town, og så går turen til Kina.
Vi har gået rigtig meget i dag, dag vi har deponeret vores rygsæk hos dem der arrangere vores tur, og vi bor ikke just lige ved siden af deres kontor. Men vi kunne virkelig mærke at vi er kommet i bedre form! Pludselig var den en smal sag at gå 40 min. i skarp trav med en meget tung rygsæk på ryggen.
I det hele taget har vi snakket om, at vores syn på mange ting har ændret sig en hel del. Fx. har man ikke længere kørt rigtig i tog før man har sovet mindst en nat. Afstande i det hele taget er ikke noget problem. Det er helt naturligt at gå til alting. Til gengæld er det meget unødvendigt at spise mere end to gange om dagen, og i hvert fald først når det føles som om ens tarme slår knuder på sig selv. Internet behøver jo heller ikke være så hurtigt, og hvis man ikke får det man bestiller på en restaurant, så spiser man det da bare alligevel. Man pegede jo alligevel bare på noget tilfældigt og lavede en spørgende "meat?"-gestus.
Her i Mongoliet er jeg i hvert fald også blevet vant til at folk peger på mig, griner, rører ved mig eller giver mig thumbs-up. Og at trafikken ikke holder tilbage for nogen, så det er bare med at slå følgeskab med nogle lokale når man vil krydse vejen, og håbe på det bedste.
Der er forøvrigt flere udlændinge i den her by end vi har oplevet nogensinde før. Nu er det heller ikke den største by i verden, men der er ret mange briter over det hele, og folk med næsen begravet i Lonely Planet. Akkurat som os. Suk. Lonely Planet i den ene hånd, og computeren i den anden. Yup, den moderne rejsende, det 21. århundredes svar på H.C Andersen. Apropos computer så mødte vi vores programmør-ven fra toget da vi bookede en overnatning på et guest house. Hans vens bil var brudt sammen, så de måtte udskyde deres road trip til Moskva med en uge. I feel lucky.
Well, Marie har sådan set skrevet alt der var at skrive om Irkutsk, så jeg vil kun tilføje, at det var en glæde at se strækmarch udført i virkeligheden. Togturen til Mongoliet var den første hvor rastløshed blev et lille problem. Det blev dog løst i samarbejde med vores russiske medpassager og hans mega gode kortspil.
Da vi ankom til Mongoliet var det MEGET tidligt, men vi fandt da en taxa og kom forholdvis nemt til hotellet og fik noget søvn. Oppe og klar igen begav vi os ud i det farlige nye land, fyldt med asiater. Efter et par indledende fejl manøvre fandt vi den rigtige vej. Vi kom omkring parlamentet, i centrum, med en vældig chengis khan statue foran. Da det er en forholdsvis lang gåtur nåede vi ikke rigtigt mere den dag. Vi nåede dog at få noget meget dårlig aftensmad et sted som reklamerede med internet, men ikke kunne holde det. På vej tilbage fik vi dog koden til hotellets trådløse net.
I dag har vi været på naturhistorisk museum, hvor der godt nok var meget bras. Dog var der også nogle ret imponerende forsiler. Efter dette skulle mave fyldes, så jeg bestilte rask en suppe med ikke en, ikke to, ikke tre, men fire forskellige slags fåreinvolde i. Den smagte forfærdenligt, men det var der heldigvis taget højde for, så jeg gik ikke sulten derfra.
