Coming home

Lige som vi flyver hen over Øresundsbroen fyldes mine øre med lyden fra dette fantastiske nummer. Og det var ikke engang med vilje. 

Men først en fortælling fra Hong Kong: 

På togstationen i Guilin var der den helt store genforening med Josh, Kat, og Julie, Eva og Nanna. Vi fulgtes med pigerne gennem de mange paskontroller og kunne så endelig tage toget helt ind til Hong Kong centrum hvor vi endelig fandt et meget dyrt værelse på en guesthouse i den samme, meget høje, bygning som dem. En meget spøjst sted, hvor der var jeg ve dikke hvor mange guesthouses klumpet sammen på mage etager i en meget stor og trafikeret bygning hvor der i underetagen vrimlede med indere og pakistanere der vekslede penge og solgte elektronik til den store guldmedalje. Lige som i Guilin var vjret meget varm og fugtigt, og om aftenen kom der da også en gevaldig regnbyge. Trods det måtte vi have både ventiltor og AC kørende på fuld tryk for at kunne holde ud til at sove i vores meget lille rum. 

Næste dag tog vi sammen op til Victoria Peak, som er det højeste punkt i HK. Der gik en meget stejl jernbane der op, og der oppe fra var der en fantastisk udsigt ud over havnen og fastlandet (den ligger på HK Island). Meget meget fint. Derefter skiltes vores veje, og jeg brugte resten af dagen på alt det Mathias ikke gider: drikke kaffe og spise cheesecake, gå på kunstmuseum og gå rundt i byen og fotografere. 

Kunstmuseet var en blandet oplevelse med en hel masse uinteressant porcelæn og kaligrafikunst. Men der var også en smule moderne og nutiding fra unge Hong Kong'ske kunstnere som faktisk var ret godt, og der var en rigtig flot udsigt fra de store vinduer ud over byens meget imponerende skyline. 

Hong Kong var ikke ved første øjekast nogen speciel interessant og rar by, men den voksede virkelig på en. Der er måske ikke så meget at se, men kunne sagntes bo der et par måneder. Havnene, vandet og de mange øer og parker gør den rigtig rar trods den heftige puls og de ufatteligt mange, meget meget høje skyskrabere. Det er en meget multietnisk by beboet af folk fra næsten alle verdensdele, virkede det til. Jeg sad og så solen gå ned og spejle de sidste stråler i glasfacaderne på den anden side af vandet på Hong Kong Island til himlen blev blå og lysene begyndte at tændes 180 grader rundt. Da klokken blev 20 begyndte et "multimedie lysshow" på de mange facader, akkompagneret af noget rædselsfuldt musik. Ikke særlig mindeværdigt, virkede mest som spild af energi. 

Derefter spiste vi indiske i vores bygning og begav os ud mod lufthavnene, hvorfra vi skulle flyve kl. 01.45. Det viste sig at vi havde lavet en kæmpe brøler: det fly vi havde booket billet til var afgået den forgående dag!! Heldigvis var der ledige pladser på det fly der afgik i aften, og ligeledes videre fra Doha, som vi kunne få uden ekstra betaling. Og hvilket fly! Meget stort, god benplads og egen tvskærm bag på hvert sæde, hvor man frit selv kunne vælge mellem hundredvis af film, spil og musikalbums. Luksus! Vi fik ikke meget søvn den nat.. Også fordi man altså ikke sover super godt i flysæder, hvor bekvemmelige de end er. Vi landede om formiddagen HK-tid i ørkenen Doha, stillede urene 5 timer tilbage, og kunne så sætte os til at vente tre timer på flyet til København. Tiden blev brugt på at børste tænder omgivet af sari-klædte kvinder, beundre mænd i farvestrålende turbaner og opstille os til, at vi fra nu af ikke kunne rende rundt og bagtale alle vi mødte. Øv øv.

Lige pludselig dukkede der en ø op i havet. Bornholm! Er den virkelig ikke større... Vi fik virkelig en show-indflyvning med perfekt vue over solskinsøen og Øresundsbroen fra flere forskellige vinkler. Med en lille klump i halsen gik vi igennem, paskontrollen og var nu officielt i Danmark. Hvilket var lig med at skulle betale den helt helt ublu pris af TYVE KRONER for en flaske vand... 

Togturen til Århus fløj af sted, 3 timer er jo ingenting. Til gengæld måtte der findes snavsende klude frem fra sækken, da den danske sommer ikke helt kan måle sig med 32 grader i Hong Kong go gud ved hvad i Doha. 

Vi tjekkede ind i Viby ved Line og Martin til en omgang frikadeller og kartofler. Uuuumm! Efter kylling fire gange på et døgn faldt det på et meget tørt sted. 

Der var uddeling af souvenirs, megen snak og et enkelt spil set inden jeg måtte kapitulere på luftmadrassen, fuldstændig udmattet efter få timers søvn i flyet og et indre ud der var seks timer foran. 

Nu sidder jeg endelig og kigger ud over de Thy'ske marker, mæt af eventyr men samtidig fuld af idéer til andre steder der skal udforskes. Listen er lang! 

Hong Kong Skyline. Udsigt over mod Hong Kong Island

Resume af ca to uger

I dette øjeblik sidder jeg i Guilin, mens regnen siler ned. Dette stopper dog ikke den fugtige varme i at være knusende for en bleg dansker. Men lad os nu starte i Lijiang. Efter at være kørt for langt med toget, overnattet på hotel og taget den til dato mest forfærdentlige bustur i mit liv, ankommer vi i Lijiang. Vi finder hurtigt et hostel og møder tre danske piger på vores alder (hvad er chancen?), en 83årig amerikansk dame samt to new zealændere og en skotte. Aften udvikler sig hurtigt og vi tager den kollektive beslutning at gå ind på baren ved siden af(dog uden den 83årige amerikaner). I baren møder jeg en efter sigende femdobbelt nobelprisnomineret koreanske forfatter, en gamel hippie canadier og ejeren af baren. Det viser sig at ejeren og canadieren er gode til det der guitar og giver et fantastisk show, mens vi andre "stille og roligt" drikker et par øller. Det var en super aften som jeg desværre måtte betale for med to dages influenza, men sådan kan det gå. Da jeg er kommet lidt til hægterne igen, tager vi til tiger leaping gorge, hvor vi kravler rundt på nogen flotte bjerge. Her møder vi to englændere, som vi planlægger at mødes med i Hong Kong. Da vi kommer tilbage til Lijiang går det med et op for os, at vi ikke har særligt lang tid tilbage på visaet, og vi tager derfor en flyver til Guilin. Her regener det som sagt og vi har derfor ikke set så meget og tager derfor til Hong Kong i morgen.

Give me a ticket for an aeroplane...

8/6 kl 22:40

De sidste dage har budt paa den ene enestaaende naturoplevelse efter den anden. Foerst gik turen til Tiger Leaping Gorge. Over to dage gik vi i bjergene paa den ene side af en meget lang kloeft med udsigt til en flod der loeb i bunden af den. Meget, meget varmt, og, indroemmet, ret haardt. Vi gik sammen med Stuart og Eloise, et engelsk par i midten af 20erne der boede paa det samme hostel som os i Leijing. De var virkelig virkelig fine, og vi drak da ogsaa et par velfortjente oel med dem da vi kom tilbage. Solen bagede ned over bjergene, heldigvis med en lille brise ind imellem. Vi gik i et forholdsvis roligt tempo, og naaede frem til half-way guesthouse omkring kl 8 pm, til et laenge ventet bad og aftensmad indtaget i bulragende moerke under stjernerne. Stedet er nok mest kedt for sine toiletter der har den mest fantastiske udsigt til bjerget paa den anden side, der skiftevis strejfes af solens sidste straaler og gemmer spidsen i lavthaengende skyer. Turen op ad bjerget foregaar ikke mindst ad de 28 snogninger, der virkelig trak taender ud trods krydret med eksotiske blomster og en enkelt sneakers til at holde blodsukkeret oppe. Lidt mere action var der naar vi skulle passere de boder som random kinesere havde opstillet ved saerligt fotoegnede steder paa ruten. Hvis du tog et billede og ikke ville betale 8 yuan for det kunne du risikere trusler med baade sten og pinde, eller at blive afskaaret i at fortsaette. En smule skreammende. Trods det en rigtig rigtig god, og meget mindevaerdig tur, maaske rejsens hoejdepunkt. Naeste dag gik det nedad igen, men foerst skulle der passeres en raekke vandfald der floed ned over stien. Vi kom ned til bunden i god behold, tog en bus hjem og skulle saa ellers finde en maade at komme vaek fra det meget turistede Lijiang paa. Da vores visa udloeb meget snart var de ikke tid til toeven eller dagslange togture. Loesningen blev en flybillet til Guillin over Kunming. Fem timer, saa var vi der. Meget bekvemt og uvant. Vi ankom i silende regnvejr og det vaerste tordenvejr jeg nogenside har oplevet, der min foedselsdag til trods fortsatte naeste dag. En smule skuffende og frustrerende da det hovedsageligt er landskabet vi var taget herned for. Men i dag skinnede solen heldigvis, saa vi havde det smukkeste vejr til vores flodtur paa Li, hvor vi noed synet af de malerisk smukke, skovvbeklaedte limstensbjerne der rejste sig i utrolige formationer fra jorden. En meget afslappende tur i et meget frodigt landskab med okser, majsmarker og boender og fiskere med "aegte kineserhatte" der sejlede op og ned ad floden paa bambusbaade (vores var af plastic formet som bambus). Vi ankom i Yangshou som vi ikke havde den store interesse i at blive laenge i, da den er frygtelig touristet. Vi naaede dog at spise en virkelig laekker frokost til kun 10 yuan hvor vi kunne pege paa forskellige ting der saa blev stegt i en wok. Simpelt og det aller bedste ved det kinesiske koekken. Og dejlig billet modsat hvad vi ellers har oplevet efter vi har forladt Lijiang. Alt er lige blevet min. 10 yuan dyrere. Ikke meget efter dansk standard, men naar man er vant til at en oel koster fem og en omgang stagte ris med groentsager koster 8 er det lidt traels. Isaer naar kvaliteten ikke foelger med. Fx. er vores hostel fuld af fugt og mug, og Mathias maatte skifte seng midt om natten da det regnede ind fra aircon'en.

I morgen maa vi se paa en maade at komme til Hong Kong paa, og derefter tager jeg hjem mens Mathias vist nok forlaenger sit visum. Det er ikke rigtig til at faa et klart svar ud af den dreng. 

Mange hilser fra en nyslaaet 20aarig, der snart vender hjem til Danmark (ummm rugbroed). 

Damn you, Murphy

At vi også ligger under for den gamle, noget pessimistiske, lov om, at alt hvad der kan gå galt vil gå galt fandt vi ud af på det der skulle have været turen fra Chengdu til Lugu Lake. Vi tog nattoget, placeret i helt oppe under loftet, og skulle så af tidligt om morgene for at tage bussen det sidste stykke. Noget af det mere udfordrende so far, men da det var gået så godt hidtil, var vi meget optimistiske. En stor fejl. Hvad der skete står stadig lidt hen i det uvisse, men i hvert fald kom vi ikke af på den rigtige station. Til gengæld fik vi gratis crappy morgenmad og hjælp til at købe en togbillet til Kunming af det meget venlige togpersonale. Den valgte vi dog ikke at bruge, men til gengæld at overnatte i Panzhihua og tage bussen den næste dag til Lijiang. En bustur som var alt andet end behagelig. Ad mudrede, bumpende bjergveje, op og ned, det ene hårnålesving efter det andet, der hver gang blev ledsaget af et trut i hornet. Køresygen pressede sig på flere gange. Til gengæld var naturen helt, helt vidunderlig. Fra tropisk palme paradis med farverige blomster og risterasser over nåletræer, nøgne klipper og kæmpe dale med rismarker i sjove former. 

Nu er vi så i Lijiang. Den Gamle By^3 på speed. Ikke engang originalt, men genopbygget efter et jordskælv i '96. De samme souvenirbutikker over det hele, og så mange hostels og gusthouses at man ikke skulle tro det økonomisk kunne lade sig gøre. Mathias har ligget et par dage med feber, så jeg har været out in my own. I dag på cykel til en nærliggende, lige så touristet, landsby. Med det resultat at jeg nu er rød som en krebs. Underligt nok, efter nu over 2 uger i Kina. 

Fra ikke at have set en dansker siden Irkutsk bor vi nu på et veritabelt danskerhostel. Den første aften hang vi ud med tre jyske piger på vores alder - Nanna, Julie og Eva. Ret underligt, egentlig, og man faldt straks tilbage i den lidt kølige danskerrolle (indtil der røg nogle øl indenbords, selvfølgelig). Det er ellers noget at det fede ved at rejse og bo på hostels at man møde så mange mennesker som man helt naturligt falder i snak med. Nu sidder vi i gårdhaven med en 42årig københavner. Med forventlige jyde/københavner jokes til følge. 

I morgen går den til Tiger Leaping Gorge, som et ca. 14 km langt trek. Håber vejret holder og, og at Mathias er fit for fight.

Foto, foto

29/5 kl. 11:04

Som det kolossale udvalg også afslørede da jeg var ude at købe nyt kamera er kineserne meget glade for at tage billeder. Gerne af sig selv og hinanden med peace-tegn ud over hele verden (vi har set en ca. 3årig baby lave det. De lærer hurtigt!).  Ingen genstand eller location er for ubetydelig og random til at blive foreviget sammen med. En lampe i en park, med et banner på Den røde plads i Moskva til stor irritation for politiet eller sammen med en meget svedende dansk pige. Charming. Måske på en måde godt at Kina ikke har facebook.. 

I går var vi igen på tur med Alex og to crazy dudes fra New Zeeland som bor på samme værelse som os. Turen gik til Leshan, en by ca. 2½ time væk fra Chengdu som er kendt for en 71 m høj Buddha statue der sidder op ad et bjerg med en fantastisk udsigt ud over floden. Rundt om er der forskellige templer og gravkamre ind i bjerget, det hele i det mest betagende regnskovsagtige landskab. Og derfor meget meget varmt og fugtigt. Sveden drev af os, selv om vi kom tidligt, hvilket var en god ide, for da vi forlod stedet var der sort af mennesker. Vi var alle enige om, at det mest mindeværdige ikke var statuen, men en filmisk smuk bro over floddeltaet ved en gammel fiskerby. Hjemme igen tog Mathias et par runder rundt om blokken (bogstavelig talt. Han lider under det i dag), mens jeg lagde mig med en dehydreringshovedpine. Dog ikke værre end at jeg senere på aftenen var klar til hot pot og øl med Aaron og Kam (eller noget i den stil, vi endte med at kalde ham Rambo). Der blev udvekslet drukspil- og sange, vi var glade for ikke at have noget planlagt i dag. 

Dagen før var blevet brugt på en Mao statue, shopping og Folkets Park. Et rædselsfuldt sted, hvor en cirkelformet plads danner rammen for en masse perifert placerede scener, hvor folket slog sig løs med dans, sang og talent(løse)shows. Med dårlige lydanlæg, der hver især prøvede at overdøve naboens endnu mere hæslige optræden. Der ud over kunne man få renset øre mens man drak en kop the. Underligt koncept som Mathias må beskrive nærmere, da jeg nægtede at lade fremmede mænd stikke halvrustne metalspyd ind i mine øregang. 

Som sagt har vi i dag taget det meget stille og roligt, hængt ud i fællesområdet, snakket med andre rejsende, surfet wikipedia for mit vedkommende og ikke mindst planlagt vores videre færd. Den går i morgen aften sydvest på til Lugu Lake, der ligger på grænsen mellem Sishuan og Yunnan (provinser). I dette område lever der blandt andet et matriarkalsk folkefærd, og der ud over skulle naturen være meget smuk. Vi glæder os, og håber at det er den lidt besværlige rejse værd. I morgen tidlig skal vi, hvis vejret tillader det, på cykletur ud på landet. I går aftes nåede luftfugtigheden nemlig endelig bristepunktet og forløste sig i et ordenligt regnvejr krydret med lyn og torden. 

Nu vil jeg lægge mig til at sove, hvis støjen fra baggårdskasinoet overfor tillader det. 

Ps. Uden at vide det har vi tilbragt 3 uger i verdens 7. farligste land. Sig det ikke til vores mødre: 

http://jp.dk/udland/article2445773.ece?ref=pollisterseneste

Kung Fu Panda

26/5 kl. 24.00

Vi bor igen på det samme hostel som Martin som vi mødte i Xi'an. I dag var vi ude at se pandaer i et pandacenter, hvor de prøver at få dem til at avle i fangeskab sammen med Martin, samt Ginny og Alex, som også er englændere. Vi havde en rigtig god tur: Vejret var perfekt, vi kom på det helt rigtige tidspunkt om morgenen hvor de blev fodret med bambus og der for var aktive, og de er jo bare nogle helt igennem bedårende væsner. Vi blev der ude det meste af dagen, kom hjem, hvilede lidt og tog så sammen med Martin hen for at se den nye Pirates-film. En rigtig god beslutning, da Mathias næsten ikke havde haft fred i sindet siden han erfarede, at der i Århus var blevet afholdt Pirates-marathon uden hans medvirken. Filmen levede heldigvis op til forventningerne. Der var fantastiske at køre hjem i taxa med den lune aftenbrise strømmende ind gennem de nedrullede vinduer og en udsigt til utallige lysreklamer og illuminerende skyskrabere. En kende mere urbant end down town Thisted. Der nydes nu øl i gårdhaven. Især lagerøllen fra Laos er himmelsk. Hostlet har en proxy-server, så vi har for første gang i lang tid adgang til facebook og blogspot, dog selvfølgelig mod behørig betaling. I øvrigt et rigtig hyggeligt sted med tagterasse og gårdhave, men meget, meget hårde senge. 

I går efter vores ankomst kiggede vi lidt på byen, der i blandt et buddhistisk kloster, der ligger lige i nærheden på den anden side af regnbuebroen. En smule turistet, og lige som alle andre templer med en kraftig lugt af røgelse, kæmpe buddahstatuer i guld og munke med mobiltelefoner, men med en fantastisk skyggefuld have og et teahouse, hvor vi hver især drak noget nær to liter hhv. jasmin- og oolong the. 

Chengdu er en meget chillet by med en rar og afslappet vibe. Vi har ikke nogle konkrete planer so far, men har vist nok besluttet ikke at fortsætte videre, men tage hjem når vores visa udløber d. 13. juni, hvis askyskyer og andet tillader det.

Kina; et land fuld af asiater.

25/5 kl. 14.09:

Efter en 17timers togtur gennem det smukke kinesiske bjerglandskab er vi nu ankommet til byen Chengdu der er hovedstad i den vestligt beliggende Sichuan provins. Denne gang havde vi hardsleeper billetter, hvilket betyder at man sover i køjer i tre etager på ganske rigtigt meget hårde senge. Min søvn blev en smule forstyrret af at de viste Troy på kinesiske på fuld styrke og at manden under mig lød som om han ville kradse af hvert øjeblik. Vi har nu fået et bad, noget at spise og et par timers søvn. Meget tiltrængt alle tre ting. 

Sidste dag i Xi'an blev brugt i det muslimske kvarter, der bortset fra tørklæderne ikke var meget til at skelne fra andre kinesiske kvarterer med gadekøkkener og salg af billige souvenirs. Men en dejlig afveksling fra byens ellers meget strømlinede udtryk. Dagen før havde vi i meget varmt vejr været ude og se den berømte terracotta hær, der absolut levede op til sit rygte. Museet var efter kinesisk standard meget imponerende, men ligesom i sommerpaladset i Beijing fik man at føle, at der altså bor 1,3 x 10^9 mennesker i det her land. Som ikke viger tilbage for et skulderskub. 

PS. Tak til Christian Fuhlendorf for evig inspiration og underholdning

Jeg vil starte dette blog indlæg med et lille tilbageblik. Forestil jer scenen; Mongoliet. En skrumlende bus med nationalparken som destination Du er en prægtigt udseende vestlig ung mand Bussen stopper, dørene åbner sig og ind stiger en gammel mand. Pludselig ser den gamle mand den prægtige vesterlænding. Han bliver så overvældet, at han bliver nødt til at røre ved ham da han går forbi. Det gentages og optrappes hver gang manden går forbi vores prægtige ven indtil det hele kulminere med et par kys på hovedet. Hvorefter vores ven opdager manden lugter lidt af sprit.

Så er vi endelig i Kina. Landet der flyder med kultur, historie, smukt landskab og billig lækker mad, dog med fraværet af både mælk, honning og inspiration til at blogge. Men nu er jeg en anelse syg, så her kommer der endelig et blogindlæg. Vi startede som bekendt ud i Beijing, hvor vi så den meget store himmelske freds plads, samt formand Mao og den forbudte by. Mao lignede meget en voksdukke, men i hvert fald et besøg værd. Den forbudte by var enorm og utroligt imponerende. Vi var også forbi folkets hal som ikke var så spændende, samt det historiske museum, som var ret sjovt at gå rundt og finde "fejl" i. Vi stod gudsforladt tidligt op en morgen og gik i parken for at se folk lave taichi og andre bevægelsesformer. Næste dag stod vi lige så gudsforladt tidligt op for at komme på muren, som var en kæmpe oplevelse.

Fra Beijing tog vi til Xian som var meget regnfuld da vi ankom, så det blev lidt en våd første aften. Som sagt har jeg brugt et par dage på at være lidt syg, for første gang på rejsen, men har dog cyklet på bymuren i dag, hvilket var ret sjovt. I morgen tager vi ud og ser terrakotta krigerne, inden vi tager videre til Chengdu i overmorgen.

"Rød er virkelig ikke min farve" (Mathias om farven på sine boxeshorts)

22/5 kl. 19:38.

Mathias fejrede ankomsten til Xi'an med kinesisk øl og meyer - Jeg gik tidligt i seng og sov på en madras for første gang i lang til - måske siden vi forlod Jekaterin borg. Dejligt. Han vågnede dog op næste dag med hvad han først troede var tømmermænd, men viste sig at være starten på en lille omgang influenza. Inden dette gik op for ham, var vi et smut på politistationen for at snakke med dem om den stjålne taske. En meget fin oplevelse, især for Mathias der fik lov til at sidde ved siden af en vakse ægte forbryder der var lænket til en bænk med håndjern. Der var dog ikke noget de kunne gøre, så Mathias tog hjem for at komme sig og jeg tog på kamerashopping. Har nu skiftet dejligt canon eos 1000D ud med lille, tarvelig canon powershot A3200is. Øv. Har det lidt den samme følelse med det, som Mathias har med Apple-produkter - man kan bestemme for lidt selv. 

Meyer og øl var dog godt for noget, han har bondet med Martin, 28åring fyr fra London med kantonesiske rødder. Cool dude, har læst historie. I dag var vi ude at cykle på den 13,74 km lange bymur der omkranser centrum af byen. Den er fra 1300tallet men meget velholdt. EN rigtig dejlig tur i roligt tempo med fænomenal udsigt til skyskrabere, parker og drager fra den 12 meter høje mur. Xi'an er en meget vestlig by hvor McDonalds, Starbucks, Louis Vuitton og Jack&Jones ligger side om side på de lange lige boulevarder, der udelukkende består af nye stålogglas højhuse. Ikke et sted man behøver at være mere end 3 dage. D. 24. tager vi derfor videre mod Chengdu, denne gang heldigvis enten med hard- eller softsleeper. Vi har dog set nogle af de få gamle bygninger der er: bell tower, drum tower og Lille Vildgås Pagode. Sidstnævnte i en park hvor vi mødte en sød kinesiske dame, der fortalte os om byen, det kinesiske skolesystem og hvordan vi kommer ud til terracottahæren som vi vil se i morgen hvis vejret tillader det. Det har regnet de sidste par dage. Hun synes som mange andre vi har mødt at vi er meget unge og modige (undlod at fortælle hende om den stjålne taske. Føler mig meget dum). Og at jeg var meget smuk, haha. Mange af dem mennesker fra vestlige lande vi hænger ud med er også meget ældre end os, Neil synes dog vi var meget modne. Det kan ikke være Mathias han snakkede om... Det hostel vi bor på er fyldt med mennesker, og der kommer også lokale ind for at drikke en øl eller mange. Væggene er fyldt med hilsner fra folk der har boet her og religionsfejder mellem ateister og en hel masse "God loves you" ud over det hele. Meget underligt. 

PS. De mange sithgseeing gåture, rideture og mur-hikings har haft deres effekt: Mathias kan ikke længere holde nogen af sine bukser oppe. Han mener de må have udvidet sig.. 

Bye bye Beijing

20\5-11 kl. 15:40
Og bye bye taske med mobil, briller, guideboeger og kamera med alle billeder fra Kina!! Vi tog toget fra Bijing til Xian paa 4. klasse,  sammen med alle kinesere og deres mor. Det vil sige haarde saeder i 90 graders vinkel, rygende maend, graedende babyer og ingen benplads. Folk stod op i timevis, sov i lag og paa gulvet. Det overgik bilturen i Mongoliet fra Bulgan-provinsen tilbage til Ulaan Baatar, som ellers var noget naer det vaerste jeg har proevet. Og saa blev min taske altsaa stjaalet. Jeg brugte den ellers som hovedpude det meste af turen, men satte den ned et kort stykke tid, faldt uderligt nok i soevn og da jeg vaagnede var den vaek. Jeg er virkelig sur paa mig selv, hvorfor kunne jeg ikke bare blive ved med at holde fast i den eller i det mindste have benet gennem en strop.. Det vaerste er billederne paa kameraet og vores guideboeger. Vi foeler os ret handikappede uden dem, og vi fik isaer at foele, hvor meget vi er afhaengige af dem da vi ankom til Xian for tre timer siden i oesende regnvejr, ikke kunne huke navnet paa vores hostel fordi det jo stod i bogen og ikke kunne forklare taxachaufoerer hvor de skulle koere hen. Vi fandt en fyr med en lonelyplanet bog, selvfoelgelig paa fransk. Typisk. Men det gik, og vi fandt en fyr paa en scootertaxa som med hornet i bund koerte os gennem byen - til det forkerter hostel! Heldigvis havde de ledige senge, saa nu er Mathias dejset omkuld, mens jeg proever at faa styr paa vores liv. Han paastod at han de sidste fem timer af togturen bare koncentrerede sig om at overleve..
Lige nu er min begejstring for Kina faldet drastisk, jeg havde lyst til at slaa en mand paa saedet over for os rigtig haardt i raseri. Haaber glaeden vender tilbage med solen.

The great (fire)wall of China

Vi beklager meget den seneste tids mangle på blogning. Vi ligger under for den kinensiske regering, der åbenbart mener at blogspot kan bruges til at drive farlig kontrarevolutionær virksomhed (det samme med youtube og facebook). Vi retter en stor tak til Martin som meget venligt har ladet sig overtale til at udgive indlægene for os. 

Nu vi er ved takketalerne skal der også rettes en stor tak til alco-gel der reddere os gennem Mongoliet uden sygdomme trods 3 dage uden håndvask, og som i en snæver vending åbenbart også kan bruges til optænding (IKKE autentisk, Mathias. Snyd)

Big is beautiful

13/3-11: Efter en mongolsk snestorm var det som at komme i paradis at stige ud af toget i Kina. 

Vi kørte gennem Gobi-ørkenens sand og vågnede op til et kinesisk bjerglandskab. Men endnu vildere; der var blade på træerne! Fra at tro mine tæer ville falde, stod vi uden for banegården i Beijing i alt for meget tøj, omgivet af træer og blomster (Beijing er virkelig en grøn by. Også på energi-måden. Alle køre på el-scotere eller cykler og der er solceller overalt). 

Vi bor helt perfekt på et hostel i centrum i et hyggligt hutong-kvarter med en gårdhave med kinesiske lamper. Første aften gik vi en tur og sugede de mange nye indtryk til os. Det var en næsten overvældende sanseoplevelse med de mange dufte fra gadekøkkener og krydderier, fuglekvidder fra fugle i bure, røde lamper, folk på cykler, blomster og træer. Mathias blev klippet i en af de mange familiefrisører de ligger side om side med souvenirbutikker fyldt med alt fra jadefigure, kaligrafipensler og kommunistkitch. 

Næste dag gik vi ud for at tage Beijing i øjesyn.  Vi lagde hårdt ud med med Den Himmelske Freds Plads (0,7 x 1,0 km) og Maos mausolæum, selvfølgelig leveret til døren på en cykeltaxa. De er utrolig effektive omkring tilbedelsen af den tidligere generalsekretær. Køen er lang, men man går hurtigt igennem og sikkerhedstjekket er grundigt, men overstået på et øjeblik. Ligeledes under besigtigelsen af det balsamerede lig; man kan købe en blomst og lægge udenfor selve kisten, køen bliver delt i to, man går en hurtig runde og så er det ellers farvel igen. 

Næste punkt var Den Forbudte by, begyndende med et vue ud over pladsen fra Den Himmelske Freds Port. Det var lidt svært at fatte at man rent faktisk var der, efter at have set det på billeder. DFB var kæmpe stor og meget imponerende, men krævede et par pauser undervejs. 

Ude på den anden side besteg vi det menneskeskabte kulbjerg (Jingshan) med flotte pavilionner på toppen og en fænomenal udsigt ud over byen. Aftensmaden blev indtaget på en såkaldt hot-pot restaurant hvor man selv tilberede maden i en wok med kogende vand mit på bordet til stor morskab for Mathias (han sad på den rigtige side af vindretningen). På vej hjem gik vi forbi det nybyggede nationalteater, der ligner en kæmpe dråbe af stål og glas der flyder på en sø. Meget flot.

 Søndag stod vi tidligt op (06.00) og tog i Beihai Park der er etableret i 1100-tallet under Jin-dynastiet. I parken var der forskellige bygninger, de fleste fra 1700-tallet, bla en kæmpe stor hvid, stype-lignende dagoba. Men det mest interessante, og grunden til at vi stod tidligt op, var for at se kineserne dyrke Tai Chi og andre former for gymnastik/kampsport. Her er virkelig noget Danmark kunne lære af Kina. At udnytte parker og pladser bedre, dyrke mere motion og ikke mindst holde rent! Der er imponerende rent over det hele. Nå, men det var en rigtig dejlig oplevelse, og meget underholdende at se folk skrive kaligrafi på fliserne, lave ting med sværd, vifter og kostelignende pinde, synge og spille musik. Bagefter var vi ved at dø af sult, så efter endnu et velsmagende kinesisk måltid stod der moderne kinesisk historie på programmet. Nationalmuseet var en opvisning i historieforvridning på et meget sofistikeret og propaganderende plan. Tiden fra Opiumskrigen til idag blev fortalt meget fint illustreret af div. dokumenter og genstande tilhørende Mao, Den Xiaopeng mf. Kommunismens og ikke mindst KInas foretræffeligheder  blev skåret ud i pap, især ordet demokrati blev nævnt adskillige gange. Underligt nok sprang de let og elegant over ting som Det store spring fremad og Kulturrevolutionen, mens DX blev hyldet meget for sine økonomiske reformer. Nu vi var i det politiske hjørne, snuppede vi også lige Folkets Store Hal på den modstatte side af fredspladsen med. Meget intetsigende, men var tæt på at koste Mathias sit pas (han glemte det ved security, men kom heldigvis i tanke om det). 

Mandag var vi på den Kinasiske Mur. Wauw. Ufattelig stor, ufattelig lang ufattelig overvældende. Igen og igen spørger man sig selv, hvordan det har kunnet lade sig gøre at bygge den. Vi besøgte det stykke af muren der hedder Jin Shang Ling som ligger ca. 3 timers kørsel fra Beijing, afhængig af trafikken. Det er et meget udfordrende og meget lidt restaureret stykke, så vi svedte som små tykke ponyer i den stegende sol. Overalt duftede der berusende af jasmintræernes blomster, og biller og firben legede på de stejle trapper. Udsigten var ubeskrivelig, og menneskemængden begrænset (en hot nordmand var der dog plads til). Trods god træning i det der at gå fra Rusland, var vi meget meget trætte da vi satte os i bussen på vej hjem. 

Idag var vi så i Himlens Tempel Park (Tiatan parken). Diverse templer hvor kejseren i sin tid kunne bede til guderne om en god høst placeret i en kææææmpe park. Endeløse rækker af cypresser, grønne grønne plæner, pæoner og roser i massevis, lange kig ad stierne der hvor kinesiske mænd i bare maver og hoppende bryster gør det svært at tage gode billeder... 

En meget dejlig måde at bruge den del af dagen på hvor vi ikke sov, efter at to dage hvor vi stod tidligt op og testede vores fysiske formåen. 

Vi er i den grad faldet for Kina, eller i hvert fald Beijing. Mongoliet var awesome, så jeg havde mine forbehold, men de er alle gjort til skamme. Her er styr på tingene, rent, varmt, lækker mad. Vi skakker begge om at her kunne vi da godt bo senere i livet. Det der ytringsfrihed er alligevel overvurderet. Selv den engelsksprogende avis China Daily overgår mange danske aviser. De skriver jo rent faktisk om ting af betydning der vedrører folk, og ikke om at Troels Lund Poulsen har taget et rolexur eller at Amalie og Peter skal giftes. Her er også dejlig billigt. Vand på flaske kan fåes for 1 RMB ca. 0,8 kr og har nu levet i seks dage for under 1400 kr incl mad, bolig, en masse museums- og murbesøg og to togbilletter til Xi'an. Som er vores næste destination. Vi kunne kun få siddepladser, så der venter os 13 timer ret op og ned. Yay. Vi rejser d. 19 kl. 21.48 og er fremme omkring middagstid næste dag.

Nomadeliv = (mælkethe^2 * antal heste) + antal km fra UB

Marie har meget godt udlagt hvad vi har lavet, så jeg vil bare tilføje et par detaljer.

Første dag var det en oplevelse jeg aldrig glemmer, da jeg besørgede på en bakketop. Det andet store øjeblik var, da det pludselig gik op for mig, at vi samlede soltørret afføring med de bare hænder, i en ørken, mens det haglede, for et bolche (De fyrer med afføringen). Desuden synes jeg, at en kamel er meget mere komfortabel end en hest.

Men nej, vi havde ikke fået nok af nomadelivet så mandag stod vi standhaftigt ud på nye eventyr. Da vi ankom til nationalparken efter en meget bumpende bustur, finder vi vores guide lettere lugtende af alkohol ventende med en oksekærre. Den lille sviptur hen til vores ger, trak ud og blev til timer på oksekærre. Da vi endelig når frem er vi en smule frosne og en del sultne, men bliver dog straks fodret til synet af amerikansk reality tv. Lige så hurtigt som vi er blevet bespist, bliver vi gennet over i vores ger og får besked på at sove, så vi kan være friske til i morgen. Næste morgen, efter en halvkold nat, bliver vi bespist med noget tørt franskbrød med sukker på, så godt sultne ankommer vi til den næste ger. Her bliver vi også indkvarteret i vores egen ger, og da vejret er godt, beslutter vi os til at spille noget frisbee med familiens to drenge. Efter et par timers forskellige leg trækker vi os tilbage til vores ger. Efter noget tid bliver vi dog opsøgt af den mindste af drengene(som åbenbart havde adopteret mig som ny storebror) som vil vise os nogen af hans tricks med dyrene. Senere på dagen bliver vi sat til at hyrde dyr på hesteryg(denne gang uden sikkerhedsline), samt slæbe rundt med de meget små kalve. Da vi går i seng er det en smule koldt og vi står op til snestorm næste dag. Iført deres traditionelle dragt begiver vi os på hesteryg ud mod busstoppestedet (kl. 06 om morgenen). Det var en frisk tur og vi var meget glade da vi endelig nede byen og varmen.

Bered jer på et meget langt indlæg:

Stemningsmusik til læsningen. Forestil jer at stå på en bakketop i Mongoliet og kigge ud over steppen med falke svævende over jeres hoveder, traner spankulerende under jer og i skuer en rytter i det fjerne

3/5-11
Vi stod meget tidligt op og tomlede til en busstation med det utrolig cool navn Dragon Center. Det er sådan man kommer frem her hvis det ikke er bus, alle biler i Ulaan Bataar er en taxa. Så kørte vi i tre timer sammen med folk i farvestrålende dragter, mens tv'et kørte for fuld udblæsning med traditionel musik og dans, gennem et øde, øde steppelandskab med en ger hist og en ger her. Af og til en rytter eller en fåreflok der lige skulle passere vejen, før vi kunne fortsætte under den høje blå himmel. Vi stod af på en lille station og blev samlet op af en fyr i en minibus, som tog os videre ud af vejen, inden han pludselig drejede drejede af. Nu var der kun et hjulspor der kom og gik. Op og ned i lavninger. Bjergene syntes på en gang fjerne og nære. Skypumper hvirvlede støvet op. En lille flod slynger sig, og bag en bakke dukkede en ger op. Vi kydsede floden og stod nu ved vores hjem for natten.
Vi bor hos en familie med tog børn der går i skole i UB, så det er kun os og deres forældre. Vi blev selvfølgelig taget imod med en skål mælkethe, som jeg stadig får brækfornemmelser af at indtage, men ned skulle det. Et tykt lag fedt sidder tilbage på kanten når man er færdig. Manden i huset var ikke hjemme da vi kom, så vi sov et par timer inden vi skulle på jeep-sightseeing rundt i landskabet. De tog os med til en hellig samling sten og blå tørklæder, og en gruppe hvide stupaer der knejsede mod himlen. Udsigten var vidunderlig, til trods for at den stride blæst gjorde markant dårligere. Det er så tørt at det føles som om ens tunge er lavet af gammelt franskbrød, og sandet sætter sig i ører og øjenkrog. Vi bærer tørklæder for næse og mund, men det følels alligevel som at inhalere en sandkasse. Kun spredte, lave stikkende buske holder på sandet, der ind imellem brydes af klippestykker. I pletter vokser der sparsomt græs. Familien har geder og får, der lige har fået de sødeste unger, et par heste og en hund. Alt løver frit omkring, heste dog men benene bundet sammen. Der er en del regler der skal overholdes omkring opførslen i en ger. Manden går først ind, og får først serveret sin mad. Gæsterne holde til i vest siden, døren er altid placeret mod syd. Man sover med fødderne mod døre, væk fra det nordligt placerede alter, som man heller aldrig må vende sine fødder mod mens man sidder. Der er som regel tre senge, et par lave, orange skammeler og et lavt bord. I midten er der et slags komfur, under hullet i midten, hvor solyet skinner ind. Der er meget farvestrålende derinde, i stærk kontrast til det helt hvide, ydmyge ydre. Vi spiser hakket, tørret kød blandet med en slags hjemmelavet pasta lavet på fladbrød skåret i tynde strimler og kogt. Meget intetsigende. Vi træder af på naturens vegne med den mest fantastiske udsigt. Familien har et lille sort/hvid tv, hvor vi har set mongolsk stand-up. Da vi ligger os til at sove, kan vi høre vinden hyle om geren, fårenes brægen, og kvinden der synger sørgmodige sange.

4/5-11
Da det blæste for meget til at ride på heste, tog vi i stedet deres jeep hen til den næste familie, som bor op ad et bjerg. Familien består af en mand, en kvinde og hans gamle, pukkelryggede mor, der mangler to tænder i undermunden. Hun er fantastisk. Vi blev med det samme sat til at lave dumplings, med mere eller mindre succes. Dernæst skulle vi hente geder på bjerget, og her gjaldt det virkelig om ikke at være bange for højder eller sætte fødderne forkert. Vi gik også selv lidt rundt, når vejret tillod det, for det har både sneet, stormet og haglet. Til aften så jeg på mens køerne blev malket og hjalp med at lukke kalvene ind for natten. Det var stjerneklart, men iskoldt (Stjerne hedder [ott] på mongolsk. Et sprog der lyder lidt som en blanding af grønlandsk og kinesisk, men alligevel helt sit eget, med en masse [stété] og [sljsj]-lyde som man rigtig får mundvand af at sige).. For en gangs skyld bestod måltidet ikke af kød, løg og dej men af lød, løg og RIS. Og nymalket mælk. Mælketheen smager markant bedre når det en skoldhed, eller også er jeg bare ved at vænne mig til den. Vi har forresten vores egen ger. Det er rart at kunne trække sig tilbage og turde tale. Åh at komme ind i en lun ger og spise en chokoladekiks efter at have jagtet geder på bjerget med ørne svævende over hovedet.

5/5-11
I dag kom vi endelig ud at ride på de små udmagrede heste. Dog havde vores lokale, nynnede guide en sikkerhedsline i os begge, men på den måde var man fri til at se sig om i det smukke landskab. Første stop var et stenmonument for en af landets mange stærke kvinder, en eller anden krigerdronning (kan ikke huske hendes navn pt). Dernæst red vi  ned til en sø, der nærmest lignede en oase midt i et ørkenlandskab med solen bagende ned på sandklitterne på den anden side. Heste drak, mens den lille seje mand med hud som læder, klædt i grønt og lilla tog et billede af os. Hvem der var mest glad var svært at sige. Vi red videre i trav ud og ind mellem stikkende buske om kom til en skov af døde træer, hvor store rovfugle havde deres reder. Vi fik derfor et tættere kig på dem, og så turens første kameler, inden det var tid til et lille hvil hos mandens familie, hvor vi blev budt på grøn the og de obligatoriske tørre småkager. Videre gik det, men langsommere, da alle vildfarne husdyr vi kom forbi skulle gennes tilbage til deres flok. Endelig var vi hjemme, og efter et fantastisk måltid med både ris, kartofler og gulerødder, faldt vi i søvn i vores ger. Men dagen var ikke slut endnu. Mathias fik et ny hest og så gik det i fuld fart, til tider galop, den modsatte vej til et buddhistisk kloster, som lå meget øde mellem bjergene. Noget af klostret lå i ruiner fra en revolution engang i tidernes morgen, men de templer og stupaer der var tilbage afslørende et farvestrålende indre med gyldne statuer og silketryk med mandlige og kvindlige ånder i forskellige sindstilstande, og selvfølgelig bedemøller.
Tilbage ved geren besteg vi  det lille bjerg bag ved os og sad på toppen og nød solen og udsigten over steppen. Et hjulspor, af og til en konservesdåse, ellers intet spor af civilisation. Ingen infrastruktur, ingen vindmøller. Og derfor helt stille, bortset fra fuglenes kvidren og brægen fra de mange flokke af får og geder.Meget fredfyldt.  Klipperne er af et meget let eroderende materiale, hvor vand igennem mange år har formet revner og huller, og ligner fantasifulde dyr som skildpadder og krokodiller.

6/5-11
Vi er flyttet længere mod sydøst, til et mere grønt og bakket område. Vores nye ger ligger i bunden af en amfiteater-formet dal, og går man op på toppen og videre op til en lille klippe er der den mest fantastiske udsigt der får det til at boble i brystet på en. Jeg har det sådan, at hvis jeg ikke kommer andre steder i mit liv er jeg alligevel lykkelig fordi jeg har været her. Hos vores nye familie bor der desuden også en 37åring læge fra Bristol, Englang ved navn Neil. Han skal bo her en uge og er på en 6ugers rundrejse den modatte vej af os. Han er rigtig cool og flink, og det er rart at føre længere samtaler på engelsk. Da vi kom hjem fra en fototur, kom en af sønnerne i huset hjem fra en 36timers druktur og skabte en del liv i geren.
Om aftenen spillede Mathias og Neil skak (Neil vandt) og vi fik nymalket gedemælk. Mums. Neil har adopteret et lille, forældreløst lam, som Mathias også straks tog til sig i bestræbelserne på at få det det lille kræ til at spise. Vi udfordre alle familierne vi bor hos i de forskellige IQ-puzzles, og de her er faktisk ret gode til det. Og meget begejstrede for det.
Manden i vores gamle ger havde skåret hånden, så vi gav ham nogle renseservietter, bangade og penicillin-creme (undskyld mor). Tror de har mere brug for det end vi har.
Sov bedre end jeg har gjort i dagevis (undgik at sove på gulvet, de to andre spillede gentleman-kortet).

7/5-11
I dag har vi redet på kameler. Vi fik alle tre en kamel, mens Mr. B havde os i snor på sin hest. Kameler ER faktisk lidt som et skib at ride på, men ret ubehageligt i længden. Vi var også stadigvæk ret mørbankede efter hesteturen. Har fået et kæmpe blåt mærke på knæet og har ret ondt i ryggen. Vi krydsede sletten over til bjerge på den anden side, til en hellig klippe med blå tørklæder. En masse heste græssede omkring den, og vi sad en tid i solen (ca. 20 graders varme. Vejret skifter utrolig hurtigt herude. Lige nu trommer regnen mod taget, men efterlader luften udenfor tiltrængt forfrisket). Det tog ca. 1½ time at krydse sletten og da vi kom hjem var vi meget sultne. Maden smagte nøjagtigt som den plejede, glæder mig til at komme tilbage til UB og få noget andet mad. Vi sov et par timer og vågnede op med huset fuld af gæster. Vi hører musik, spiller kort og ankelbens-spil, diskuterer politik og udveksler rejsererfaringer. Glæder mig virkelig til et bad!

9/5-11
Tilbage i UB for en enkelt nat. Sidder i loungen i vores guesthouse. Mathias sover. Senere idag skal vi til Terelj National Park.

Into the wild

Som sagt har vi tilbragt weekenden i Ulaan Baator. Mathias har nævnt det håbløse naturhistoriske museum, der mere mindede om natur/teknik-undervisningen på en saneringsmoden dansk udkantsfolkeskole end et museum for et helt lands geologi, palæontologi og fauna beliggende i en hovedstad. Der ud over var vi et smut forbi det buddhistiske kloster Gandan Khiid, der ligger midt i byen, men er sin helt egen lille verden (og verdenskulturarv, ifølge FN). Som vi har for vane, dumpede vi ned midt i en seance, hvor folk skrev hvad vi gætte på er bønner eller ønsker på små lapper papir, som blev videregivet til munke, der sang, fremsagde bønner og spillede på diverse instrumenter mens de talte i mobiltelefon og lavede mønstre i sand. I et af templerne var der en 26 meter høj Buddha statue, og en hel masse bederuller. Fra den ene grøft til den anden, i dag var vi på et museum dedikeret til det menneskeligt intellekt. Et helt museum fyldt med brainpuzzels, skakbræt, optiske illusioner og tryllerier. Vi måtte gå meget langt forcere et hegn for at komme der ind, men det var det værd. Mathias var i sit es, og gik derfra i meget opløftet tilstand. Vi spiste frokost på "det eneste franske bageri i Mongoliet" og så var det skoletid. Vi har booket to ture ud af byen, en tur til Bulgan provinsen og en til Terelj natrureservatet, med noget der hedder Ger to Ger (en ger er det telt som nomaderne i Mogoliet bor i). I alt skal vi i 8 dage (7 nætter) bo hos nomader i ger, ride på heste ELLER kamler, ikke gå i bad, spise hvad de spiser og deltage i nogle af deres daglige gøremål. Vi fik derfor en basic introduktion til mongolsk kultur, sprog og praktiske ting på turen.

Jeg glæder mig rigtig meget, men er også en lille smule nervøs. Når vi kommer tilbage skal vi sove en nat i et guest house down town, og så går turen til Kina.

Vi har gået rigtig meget i dag, dag vi har deponeret vores rygsæk hos dem der arrangere vores tur, og vi bor ikke just lige ved siden af deres kontor. Men vi kunne virkelig mærke at vi er kommet i bedre form! Pludselig var den en smal sag at gå 40 min. i skarp trav med en meget tung rygsæk på ryggen.

I det hele taget har vi snakket om, at vores syn på mange ting har ændret sig en hel del. Fx. har man ikke længere kørt rigtig i tog før man har sovet mindst en nat. Afstande i det hele taget er ikke noget problem. Det er helt naturligt at gå til alting. Til gengæld er det meget unødvendigt at spise mere end to gange om dagen, og i hvert fald først når det føles som om ens tarme slår knuder på sig selv. Internet behøver jo heller ikke være så hurtigt, og hvis man ikke får det man bestiller på en restaurant, så spiser man det da bare alligevel. Man pegede jo alligevel bare på noget tilfældigt og lavede en spørgende "meat?"-gestus.

Her i Mongoliet er jeg i hvert fald også blevet vant til at folk peger på mig, griner, rører ved mig eller giver mig thumbs-up. Og at trafikken ikke holder tilbage for nogen, så det er bare med at slå følgeskab med nogle lokale når man vil krydse vejen, og håbe på det bedste.

Der er forøvrigt flere udlændinge i den her by end vi har oplevet nogensinde før. Nu er det heller ikke den største by i verden, men der er ret mange briter over det hele, og folk med næsen begravet i Lonely Planet. Akkurat som os. Suk. Lonely Planet i den ene hånd, og computeren i den anden. Yup, den moderne rejsende, det 21. århundredes svar på H.C Andersen. Apropos computer så mødte vi vores programmør-ven fra toget da vi bookede en overnatning på et guest house. Hans vens bil var brudt sammen, så de måtte udskyde deres road trip til Moskva med en uge. I feel lucky.

Mongoliet

Well, Marie har sådan set skrevet alt der var at skrive om Irkutsk, så jeg vil kun tilføje, at det var en glæde at se strækmarch udført i virkeligheden. Togturen til Mongoliet var den første hvor rastløshed blev et lille problem. Det blev dog løst i samarbejde med vores russiske medpassager og hans mega gode kortspil.

Da vi ankom til Mongoliet var det MEGET tidligt, men vi fandt da en taxa og kom forholdvis nemt til hotellet og fik noget søvn. Oppe og klar igen begav vi os ud i det farlige nye land, fyldt med asiater. Efter et par indledende fejl manøvre fandt vi den rigtige vej. Vi kom omkring parlamentet, i centrum, med en vældig chengis khan statue foran. Da det er en forholdsvis lang gåtur nåede vi ikke rigtigt mere den dag. Vi nåede dog at få noget meget dårlig aftensmad et sted som reklamerede med internet, men ikke kunne holde det. På vej tilbage fik vi dog koden til hotellets trådløse net.

I dag har vi været på naturhistorisk museum, hvor der godt nok var meget bras. Dog var der også nogle ret imponerende forsiler. Efter dette skulle mave fyldes, så jeg bestilte rask en suppe med ikke en, ikke to, ikke tre, men fire forskellige slags fåreinvolde i. Den smagte forfærdenligt, men det var der heldigvis taget højde for, så jeg gik ikke sulten derfra.

Irkutsk i billeder

Billeder fra Jekaterinborg og Irkutsk

Grænseoverskridende

Fredag 20.30
Toget holder i den Mongolske grænseby Sükhbaatar, og endnu en gang skal mænd og kvinder i uniform se vores pas, visa og der skal udfyldes parpirer. Samme procedure blev gennemgået lige på den anden side af grænsen af vagter af russisk oprindelse. Intet bliver overladt til tilfældighederne. Kupeen fik endda besøg af en narkohund. De russere, der forlader landet, skal endda udfylde en liste med værdier, for at være sikker på at få dem med ind i landet igen. Da alle har fået tilladelse til at fortsætte, er der stadig tid til at strække benne og købe forsyninger. Mathias og vores enlige medpassager, en 30årig software programmør fra Moskva, har blant andet købt aloe vera-drik og fisk på dåse - mænd.  Det var stærkt tiltrængt at få noget luft, da teperaturen i vognen er på 26 grader. I begge byer har vi holdt i jeg ved ikke hvor mange timer. Bureaukrati is a bitch.

Lørdag, lidt i elleve.
Lidt træls at det var nat da vi kørte forbi Lake Baikal, og det samme da vi kørte gennem det meste af Mongoliet. På den anden side, det sneede ret så kraftigt, så der var ikke så meget at se. Til gengæld rullede vi ind i Ulaan Bataar tidligt i morges, lige som solen steg op over horisonten og oplyste byen mod øst i et varmt, orange skær. Vi sagde farvel til vores rejsebuddy. Nok den bedste vi har haft so far. Snakkede et excelent engelsk, havde været i Mongoliet før så han kunne videregive erfaring OG sidst men ikke mindst, han var en kæmpe nørd. Vi så en über nørdet amerikansk tv-serie ved navn The Big Bang Theory og Monthy Pythons "The meaning of life" på hans pc og Mathias elskede det. (Okay, det gjorde jeg også. ikke mindst fordi han havde en eller anden thing for animationsfilm,  vi så en film på tjekkisk og den meget meget flotte "The Mysterious Geographic Explorations of Jasper Morello"). Desuden lærte han os et strategi-kortspil udviklet af en af hans venner som vi spår en stor fremtid. Det er awesome.

I dag har vi tjekket byen ud, men det må i høre om en anden gang. Er simpelthen for træt. Dog skal det siges, at det lader til at Kareoke er det vildeste siden skiveskåret brød her. At vi allerede har konstateret, at det der saltet mælkethe ikke er os (ad ad ad). Til gengæld falder aloe vera-drik i  især Mathias' smag. Hm. At det åbenbart er højeste mode her med en falloshat på hovedet. Og hipsterbrille til ungdommen. At vi trods turens første (minimale) maveproblemer føler os ret heldige: næsten en måned uden lommetyverier, sygdomme eller missede tog. Og at man skal huske på, at nød lærer nøgen kvinde at sy ;)

PS. Svetlana er ikke engelsklærer, men latin- og lingvistiklærer på universitet, og rigtig sød. Mange tak til hende.  

Pps. Brasilianeren vi mødte i Irkutsk troede vi var søskende. 

Bajkal og banya

Centrum af Irkutsk virker lidt som en lomme i tiden. 20% af indbyggerne bor i gamle, skæve træhuse uden vand og strøm, og igår, mens vi sidder og spiser aftensmad på en restaurant, kommer der lige pludselig en mand forbi på en hest uden saddel. Byen er meget overskuelig, med alle seværdighederne placeret på højre siden af en flod, som nærmest omfavner denne del af byen. Der er en masse unge, da det er en universitetsby, og nu hvor solen begynder at lune dejligt flokkes de i parker og på pladser for at drikke øl og sludre.

Andre der flokkes på pladser er børn i uniformer! Vi slog et smut forbi en af de mange evige flammer der blafrer for ukendte soldater i 2. verdenskrig rundt om i landet. Men her var det ikke voksne der stod æresvagt, men derimod skolebørn. Og mens vi står og kigger, kommer der en hel masse flere af dem marcherende i strækmarch, de stiller op, nationalhymnen gjalder, de gør honnør og får udleveret et diplom af en art. Mærkeligt, og meget random. Og en lille smule uhygggeligt. Som om en lille rest af fascistisk fortid stadig klæber til nationalfølelsen. 

Apropos fascistisk fortid, så bor vi lige skråt over for en kæmpe Lenin-statue, på Ul Lenina (Lenins gade) som lige henne af gaden krydser Ul Karla Marksa (Karl Marx' gade). Det ligger meget centralt, i gå-afstand til alt og med både en frisør, sushirestaurant, supermarked og stripklub lige nedenfor. Desværre larmer bilerne ret meget om natten, og her er utrolig varmt, da vinduerne ikke kan åbnes særlig meget. De kan til gengæld heller ikke lukkes helt, så vil gerne vide hvad de gør om vinteren. Svetlana underviser i engelske, og hendes mor var fransklærer, så vores værelse er fyldt med franske bøger (oui oui). Sengen er h åbløs, men morgenmaden er til gengæld meget engelsk inspireret med pølser, baked beans og speglæg. Eller som i dag, frikadeller og pasta. Det hele skylles den med en ordentlig balje the. 

Vi har allerede fået en forsmag på hvad der venter os i Kina, da Irkutsk har et kinesisk kvarter, med dertilhørende marked. Et meget livligt sted, fyldt med plasticblomster og andet ragelse. De flaske jeans lod hænge, der imod har jeg indkøbt en vaske ægte russisk pelshat, som jeg glæder mig meget til at bære næste vinter. Mathias har også fået en forandring på den øverste etage, i form af en klipning. Tiltrængt, men ikke veludført. 

I går mødte vi en pige fra Brasilien, som rejser den modsatte vej af os, hun har været undervejs i 10 måneder og vil ende i Europa. For at spare penge, couchsurfer hun, og arbejder for kost og logi undervejs. Fed måde at gøre det på, hvis man har tiden, og en rigtig sød pige som vi gerne ville have snakket noget mere med. 

I dag var vi så ved Bajkal søen, der er verdens dybeste sø med 1637 m på det dybeste sted. Vandet er så rent at man kan drikke det, og næsten 1/5 af verdens ufrosne ferskvand er samlet her. Vi stoppede i byen Listvyanka, som om sommeren er et yndet turistmål for så vel russere som udlændinge. Det var et meget betagende syn! Det meste af søen var frosset til, kun mundingen ud mod Angara-floden var frit. Men det knirkede og knitrede i isen som den brød op i fantastiske krystalfraktioner. Der lå en let dis over de snedækkede bjerg, som omkransede søen på den modsatte bred. Vi gik både langs stranden og hikede længere oppe i de skovbeklædte bjerge, hvor vi noget af vejen tog en skilift. Der var helt utrolig stille og fredfyldt. Luften var vidunderligt klar, der var helt vindstille og solen lunede så Mathias måtte smide jakken. 

Frokosten bestod af den lokale, helt unikke fisk omulen, som var tilberedt på en fish'n'chips-agtig måde. 

Efter frokost var vi en tur i en russisk badstuen, en såkaldt banya. Princippet er lidt det samme som en sauna, her tilsat birkeris og traditionelt vodka eller øl, hvilket vi dog skippede. Der blev meget, meget MEGET varmt, så det var rart at komme udenfor og overhælde sig med iskoldt vand fra søen. Bagefter følte man sig meget træt, og ren. (mens jeg skriver dette desværre også med hovedpine pga. den store væskefordampning). 

I morgen er sidste dag i byen. Og i landet. I morgen aften stiger vi nemlig på toget til den sidste strækning af den transmongolske jernbane, og  d. 30. lander vi så i Mongoliets hovedstad Ulan Bator. Så kommer til for alvor på afveje hvad angår sprog, valuta og hygiejne. Og sikkert også internet. Men stay tuned, vi vil blogge så meget som vi kan. Ind til videre prøver vi at bestemme os til, hvilken egn af Mongoliet vi skal besøge. Vi vil gerne både hike, sejle i kano, ride på heste og bo i ger, så nu må vi se om det hele kan forenes. 

To be continued...

Så har vi forladt Yekateringburg, og som Marie rigtigt påpeger, har hun beskrevet dette skifte, men som jeg måske mere rigtigt påpeger, tager dybdeborende journalistik lang tid at gennemarbejde.

Så den sidste dag i Yekateringburg møder vi en russer som vi falder i snak med. Det er hen af aftenen, og vi får os en lille og og en lille vodka, mens snakken går lystigt. Marie føler sig dog træt og vi følger hende hjem. Jeg derimod, som den stolte danske mand jeg er, fortsætter på bar med vores nye ven, og ender med at komme ret sent hjem. Det resultere i at jeg sover næste hele næste dag i toget, men overraskende nok ser det ikke ud til jeg har glemt noget. Under alle omstændigheder var det en hyggelig aften.

På toget for jeg en vigtig lektion i, at man ikke altid kan regne med at få, hvad man forventer. Denne lektie bliver lært i togets spisevogn, hvor hverken personale eller spisekort er på engelsk og da kokken tilfældigvis kommer forbi med engelskkundskaber og bestillings blok, må jeg erfare at kartoffelmos godt kan gradbøjes til pommes fritter.

Denne lektion rigere ankommer vi til Irkutsk, kun for at erfare, at vi lige nøjagtigt er gået glip af en autentisk russisk påskefrokost (med masser af vodka). Lidt nede over at være gået glip af påskefejring, men glade for at have mødt to danskere, sætter vi sejl mod en italiensk restaurant. Det var dog ikke nogen succes. Maden var kedelig og i meget små portioner, og min "kødstuvning" var ikke meget mere end et par (gode)stykker kavlekød og så et bjerg af oliven. Så alt i alt en dag med mange op og nedture.

Jekaterinborg i billeder

Flere billeder fra turen her

Back in the USSR

Til tider virker Sovjet tiden meget fjern, andre gange meget tæt på. Som når man kommer til uden for centrum. Her er lejlighedkompleksene noget af det mest trøstesløse man kan forestille sig, og bære præg af ikke at være vedligeholdt i årevis. For nogen er tiden med kommunismen et kitschfænomen der dyrkes på barer, museer osv, andre ønsker tiden med stabilitet og pension tilbage. Vi snakkede med en fyr på en Beatles-bar i Jekaterinborg ved navn Yellow Submarine, der fortalte grumme historier om korruptionens tag i den russiske folkesjæl. Her kunne man naturligvis få en ret ved navn "Back in the USSR". Men hvad den gik ud på vides ikke.

Sibiria by train

Fredag 14.30
Det første der rammer en, er lugten af sved. Lugten af uvaskede, gamle mænd, og man får indstinktivt lyst til at vende om og flygte tilbage til den nogenlunde friske luft på perronen. Inde i vores kupé er det endda særlig slemt. Og vores medpasseger lader os på russisk vide, at han skal hele vejen til Bajkal. Lige som os. Men man vænner sig til det. Sanserne tilpasser sig. Så det kun er når han flytter på sig for at lave nudler med pølse i tern, som han slubrende, smaskende og bøvsende indtager, eller for at blotte en behåret overkrop under mustachen og dobbelthagen, at man igen ubemærket rynker på næsen.
Togenes standard synes kun at gå en vej som rejsen og skrider frem. Nedad. Vognen med sit brune trælaminat, bordeauxfarvede læderbrikse med blåstribede maddrasser har vist holdt sine første mange runde fødselsdage. Vinduerne er af træ og ser ud til at være blevet fuget adskillige gange gange. Den ene halvdel er punkteret. Min halvdel.
Kroppen rokker med, som det lange lokomotiv arbejder sig gennem landskabet, med dets rumlen i mellemgulvet, Tom Waits i ørene og blikket fæstnet ind mellem birkestammerne eller mod det punkt hvor den askegrå himmel møder jordens runding i en vældig fusion af melankoli. Øde. Storslået ubetydelighed. Der er en manglende fornemmelse for tid, som ikke engang de lejlighedsvise ophold på vinterpalads-grønne stationer kan indføre. Så flokkes duer og mennesker. Kvinder faldbyder mad og mænd prøver at få en god handel på vaser, skeer eller pels. Endnu en samling huse. Træ, mursten, blå, gul, grøn. På den første strækning medførte dette en sær form for rastløshed. En følelse af at være fastlåst, at man burde bruge tiden fornuftigt. En konstant skelen til uret og en spejden efter pejlemærker til at definere rum og tid. Det kræver tilvending, I guess. At tilbringe 2½ døgn sammen med 3 andre på ca. 7 m3. Nu er det sådan det er. Man har fundet en rutine. Ved hvor samovaren står, så at sige. Spiser lidt, sover, tænker, taler. Man følger sine behov eller lader være på togets præmisser. Til tider kan man helt sætte pris på sporgbarriere. Tavshed er guld. Vi er i Irkutsk på søndag - Enjoy.


Lørdag 09.45
Vi bliver vækket på et, for os, tidligt tidspunkt, da togets tid allerede er stillet en time yderligere frem. Vi er nu Dk + 5 timer, og yderligere to timer mere når vi når Irkutsk. Mathias sover derfor stadig. Den blå himmel titter frem efter gårsdagens regn, og jeg har set de første glimt af nyudsprungne blade. Diversiteten i passagerernes hudfarve er blevet større. Stewardesser går rundt med en salgsvogn med culnoodles, chips mm, og af ot til kommer en dame med brød og pizzaer.
12.15: Har afsprittet IQ-block. Helt ud i hjørnerne. Og samlet den rigtig, rigtig, rigtig mange gange. Ude på gange står mænd og ordner verdenssituationen, mens de kigger ud på udbrændte kirker der farer forbi.
14.34: Mathias laver et wing-man brev som han vil sende til den fyr jeg vil giftes med:


Kære Hr. ...
Det er blevet min store ære og pligt hermed at bebude at frk. Lautrup vil anmode om deres hånd i helligt ægteskab i vor herres åsyn. Svar udbedes hurtigst muligt, da islagkagerne er bestilt.
Med venlig hilsen Mathias S. Veje
Ps. Hvis nogen føler trang til at besvare ovenstående bedes man efterlade en besked i kommentarfeltet.


15.12: Marie sætte sig oven på den allerede meget bløde chokolade. Latter/gård-anfald og mild rådvildhed følger.


Når man skyller ud i toilettet er det direkte ned på skinnerne, hvilke man også får et glimt af når man bevæger sig fra vogn til vogn, fx. for at komme hen i spisevognen. Lidt af en oplevelse første gang. Spisevognens udbud bliver mere og mere begrænset som turen skrider frem. Indretningen er ellers meget overdådig med gyldne røvballegardiner og kongeblå duge. Den er mest frekventeret af mænd der drikker vodka.
Det kunne være dejligt at tage turen engang hvor landskabet var mere grønt og det ikke var forårsmudderbad som nu, men på den anden side er der allerede nu så varmt i kupeen om natten at jeg ikke tør tænke på forholdne i august.


Søndag 20.51 (Lokal tid)
Vi er nu nået frem til Irkutsk hvor vi på perronen blev mødt af Dmitri der snakke det overraskende godt engelsk, og som kørte os hen til det Bed&Brekafast hvor vi bor. Da det er påskesøndag, varede det lidt inden Svetlana kom ned og tog imod os, godt bedugget af påskebordets glæder. For at sige det mildt, hun var stjernestiv. Men meget meget venlig. Det samme sted bor sjovt nok et dansk par, som havde skålet et par gange med værtsfamilien. De ligner lidt nogle gamle hippier, skønt nok i 30erne, og er da også på vej til Lhasa og Kantmanduh. Det er sjovt at se et russisk hjem indefra. Har en ret god feeling omkring Irkutsk.

Beethoven og Dannebrog

Torsdag aften ville vi gerne have set en ballet i Jekaterinsborgs Opera and Ballet Theater, da det er en ret universel kunstart. Da der i midlertid ikke var en forestilling den pågående aften, besluttede vi  os til en klaverkoncerti stedet. Det var fantaaastisk. For nogen fungerede det i hvert fald som en fantastisk sovepille... 
Bygningen var overdådig som det sig hør og bør, med kæmpe krystallysekorner, foyer med gigatisk trappe, barok udsmykket sal med hammer og segl i loftet , så man næsten følte sig hensat til svundne tider med partitoppen på forreste række, snigskytter på balkonen og KGB-folk der blokerede alle udgange for at få ramt på den stakkels systemkritiske pianist der spillede for sit liv. Der blev blant andet spillet Claude D og Beethoven. Det sidste var udemærket, men 2½ time var nok lige i overkanten for den mere utrænede del af teamet ud i klassisk musik, så vi skyndte os ud og bestille en omgang Bøf Stroganoff, der oven i købet blev serveret med Dannebrogsflag på bordet. 

Jekaterinborg paa egen haand

I dag besluttede vi at tilbringe eftermiddagen hver for sig, af den grund, at vi trods guddommenlig harmoni ogsaa har forskellige interesser. Mathias besoegte et kirgsmuseum, og jeg tog et kig paa et fotomuseum/galleri. Med latinsk munkekor som lydspor drev jeg gennem de sparsomt oplyste rum med fotografier af Jekaterinborg i meget gamle dage, lidt mindre gamle dage, helt nye billeder af soldater og unge russere, samt billeder taget af amerikaneren Frank Dituri i sort-hvid og meget dragende. Russere kan soerme baade male og tage billeder. I det hele taget virker byen meget kulturel. Der er mange teatre, konservatorier, teaterskoler osv. Efter fotoudstillingen gik jeg en tur hen til kirken der er bygget oven paa det hus, hvor den sidste zar-familie blev slaaet ihjel, som naesten er hjemsted for en kult til deres aere, og hvor der uafbrudt dag og nat sidder en person og laeser hoejt af biblen.
Dernaest gik jeg ned mod soen, gennem en tunnel udsmykket med virkelig flot grafitti og kopier af Skriget, van Gogh's solsikker og Gaugain. Der var helt stille, bilernes larm var borte. Kun en mand stod og spillede noget saa fortryllende paa floejte. Ude af tunnelen igen brusede vandet fra soen ud gennem en sluse, i skaerende kontrast til stilheden i tunnelen.
Det hele blev skyllet ned med en kop the.
Foraaret er saa smaat ved at komme, har hoert en fugl synge, og cyklerne bliver flere.
Vi ville have set en ballet, men der gik ikke nogen. I skal vi nu hen og hoere en klaver koncert, og i morgen gaar turen videre mod Irkuskt.

Moskva i billeder

Saa er der billeder fra Moskva. Til dem uden Facebook... undskyld mange gange.

Tryk HER

Smells like Sweden

I dag øhhhh... to sek, onsdag har vi været på guidet tur, men først tog jeg en kold tyrker med at stå "tidligt" op. Det der med tidsforskellen er svært at vende sig til, især når man ikke hundrede procent tilpassede sig tiden i moskva og skt petersborg. Men anyways, efter at være kommet nogenlunde op i gear, gik den store skattejagt igang. Vi skulle nemlig finde det kontor hvor vi kunne bestille den guidede tur. Efter tre forgæves opringninger og på vej til at rekognisere området for anden gang finder vi en af medarbejderne på vej ud efter os. Det viser sig, at den lejlighedsblok, vi mente kontoret skulle være i, er den rigtige, men at der er hverken skiltet eller egen indgang, faktisk er det bare en modificeret lejlighed kontoret er i. Vel inde på kontoret får vi bestillt en rundvisning i Romanov klosteret og til den europæisk-asiasiske grænse. Først besøger vi klosteret, som ligger midt ude i en skov og er dedikeret til den sidste zar/tsar familie, der nu er helgenkåret. Det hele er stort set bygget af fyrtræ og lygter og ligner Sverige. Faktisk ligner Rusland Sverige en del, dog med færre røde træhuse og svenskere. Efter dette besøg, hvor Marie og vores kvindelige guide blev tvunget til at iføre sig en kjole og hovedbeklædning, besøger vi det sted hvor de formodede rester af den sidste zar/tsar familie blev fundet. Her var ikke så meget at se, udover et trækors og to stensteler med navne, så vi køre videre på (den dårlige, meget dårlige) vej mod den eurpæisk-asiatiske grænse. Da vi når grænsen opdager vi, at vi har været i asien i et stykke tid, hvilket kommer lidt bag på os, men overraskelserne er ikke ovre endnu. Det viser sig at vores guide har champange(åbenbart en tradition) og chokolade med til os, hvilket falder i god jord. Så nu er vi lige kommet tilbage og jeg har fået en kreativ trang som jeg nu har udtrykt.

Den fortabte Lenin

Saa staar vi paa traersken til asien og et meget frustreret blog indlaeg pga det krylliske tastatur. Saa kom vi endeliig afsted fra Moskva dog uden at faa set Lenin hvilket var en stor skuffelse. Togturen var dejlig og afslappende, og vi kom med det rigtige tog igen. Hvilket kun vil blive svaere da de alle koerer paa Moskva tid. Yekateringburg virker som en eget hyggelig by, hvor vi i gaar fik god mad for f'oerste gang i et par dage.

Goodbye, Lenin

Vi fik aldrig sagt farvel til Lenin ftf, men videre skulle vi. Mod oest, mod Uralbjerne og mod det, som langt mere end Moskvas storbyraes, kan betegnes som det rigtige Rusland. Vi har altsaa koert det den foerste etappe af den transmongolske jernbane, og sidder nu paa et bibliotek i Jekaterinborg, midt mellem Asien og Europa.
Vi glaedede os rigtig meget til at koerer i tog igen, selv om det viste sig at vaere knap saa romantisk som straekningen mellem Skt. Petersborg og Moskva. Der var ingen klassisk musik paa perronen, ingen stroem i kupeen, 90'er musik i hoejtalerne naar vi holdt ved stationerne og smalle, haarde senge. Til gengael var der en spisevong hvor vi skaalede i virkelig god russisk oel paa vores 14 dages jubilaeum. Som tiden dog flyver. Maden var til gaengaeld ikke noget at skrive hjem om, hvad jeg saa alligevel goer, men bare det at spise i et tog har sin charme. Skrives hjem skal der til gengaeld om menukortet, som var et studie i google translates fortraeffeligheder. Selv om vi var meget nysgerrige fandt vi aldrig ud af hvad 'boiled language, moves with the olives' gik ud paa.

Tiden i toget gik med at sove, laese, lave forskellige brainpuzzles, spise og snakke med vores medpassegerer som var en ung saelger fra Mokva ved navn Dimitri og en middelaldrende kvindelig inginoer ved navn Irina, der gladeligt delte ud af thebreve, knaekbroed mm. Hun var virkelig sej!
Selvfoelgelig blev der ogsaa kigget en del ud af vinduet ud paa de endeloese skove der til tider forekom fuldstaendig hvide pga de millioner af birketraer. Floder, broer, tunneler. Byer med faldefaerdige traehuse og moeddinger i baghaven. Lange lange godstog lastet med toemmer og kul.
Vi fik et lift hen til hotellet sammen med vores mandlige medpassager, med det viste sig at ligge et helt andet sted end vi blev sat af. Og at vaere helt forfaerdentlig grimt og meget smaat. Neonlys i loftet, laksefarvet tapet, brunt, shiny sengetaeppe og graesgroent dynebetraek. Og naae ja, saa troede de at vi var gift. Men der er varmt vand i bruseren, og vi har faaet vasket vores toej, se nu er vi klar til at erobre asien nyvaskede.
Jekaterinborg ser ved foerste oejekast ud til at vaere en meget rar by. Maaske hjaelper det ogsaa, naar der i en brochure staar, at det oest for Moskva er almindeligt at underholdningen paa barerne er meget lidt paaklaedt (De anbefalede at man ikke gik derind hvis man ville blive stoedt af saadanne frimodigheder).
Det bliver vaerre og vaerre med engelskkundskaberne, vi regner med at slaa over i flydende tegnsprog naar vi naar Ulan Bator. Indtil videre har jeg oevet mig med at mime vaskemaskine, vaskepulver og toerrestativ.

From Russia with love

Der er en del steder jeg gerne ville være i denne her weekend. Til årsfest på mit gamle gymnaisum, til gl. elevfest på min gamle højskole. Og så selvfølgelig her i Moskva. Da man ikke kan spalte sig selv eller flyve gennem tid og rum, måtte vi jo finde på noget kvalificeret at lave, som kunne hamle op med de to førnævnte fester. Vi besluttede at tage en tilfældig metro til en ilfældig station, og så se hva der var af restauranter i nærheden, da vi har været lidt skuffede på madfrontende sidste par dage. Det viste sig at være en rigtig god ide! Udefra set var den vietnamesiske restaurant meget ydmyg, men indenfor boblede der af liv, hyggelig musik, stemningsfuld belysning og snak. Og endnu mere vigtigt, virkelig god og billig mad! Da det var vores første måltid den dag, svang vi os op til tre retter, to kander the og drinks. Til virkelig få penge. vietNAM.

Til gengæld viser det sig at Lenin har lukket indtil engang sidst i april, altså når vi er rejst. Lidt et antiklimaks, og en smule ufuldent på en eller anden måde. Det historiske museum var også lidt skuffende. Kun en udstilling var der skrevet om på engelsk, og sorry to say, men stenalderen ligner altså sig selv om det var i Danmark eller Rusland. Og ingenting om 2. verdenskrig. Feje russere!

Vi har gået og sammenlignet Skt. Petersborg og Moskva. Vi er kommet frem til, at pigerne er flottest i Skt. P, mens fyrene så afgjort er mest attraktive i Moskva. Underligt egentlig.
I Skt. Petersborg går der, grundet et centralt belliggenden flådeakademi, en masse officere rundt, til gengæld er der langt mere politi på gaden i Moskva. Hvilket ikke får en til at føle sig tryg, tvært imod. Mange af dem ligner en der i middagspausen praler til sine kollegaer om at han lige har smadret kraniet på en tjetjener.

En lidt ambivalent oplevelse var det, at sidde i metroen og tre russiske mænd åbentlyst kigger på og snakker om en. Vi gør det hele tiden, men i det mindste diskret. Det skulle efter sigende være endnu værre i Kina. Det er ellers ikke fordi det skriger til himlen at vi er turister, hvilket jeg ellers havde troet i Fjällräven-bukser og Haglöffs-jakke. Men vi er flere gange blevet stoppet på gaden af russere som har spurgt os om vej etc. på russisk. Det vil ikke ske i Kina, for sure.

Antal gange vi er blevet fløjtet af af russiske vagter/politi for at gå steder vi ikke måtte: 4
Antalt gange vi er gået over for rødt mens der stod en politimand lige i nærheden og var ved at skrive bøder ud: 3 - rebels! (Ud fra devisen: "When in Russia, do as the Russians..")

From Russia with love
Marie <3

Oh flygtige Lenin

I dag skulle vi igen have været inde at se Lenin, men selv Nordkorea har en bedre turistgennemstrømning end det mausoleum. Heldigvis skulle det se godt ud i morgen. Vi fik dog set den røde plads, som er en del mindre end jeg troede, og den kirke, jeg i mange år troede var Kreml. Som afslutning var vi inde i The Armoury, hvor vi så alle Ruslands nationalskatte som primært var læssevis af guld, sølv og ædelsten i diverse afskygninger. Da vi var inde at se kronjuvelerne mente Marie dog også godt hun kunne bruge et par af dem.

De to foregående dage har det sneet til min store begejstring og Maries irritation. Desuden var vi igår ude at se på kunst, hvilket var et studie i vores meget forskellige smag. Vi chillede igen på en cafe, og fik også lige gået omkring en gammel gågade.

I follow the Moskva..

Down to Det Nye Tretjakov Galleri!
Forbi den den helt utrolig grimme statue af Peter den Store på et skib ud til Moskva-floden, inde i en utrolig kedelig, kæmpestor bygning, gemmer sig et skatkammer af moderne russisk kunst. Fra 1900'ernes neo-primitivister over sovjettidens propagandakunst til peristrojka-prvokation og fremtidens helte. Der var til mange timers beundring, og heldigvis noget der faldt i vores begge tos smag. Jeg er meget begejstret for 00'-10 og 20'er malerne, især Larionov og Mashkov, og ikke mindst Kandinsky. Den mand var jo genial! Har i det hele taget fået virkelig meget respekt for russiske malere, som godt nok var meget inspirerede af deres franske kollegaer, men derfor absolut ikke behøver at stå i skyggen af dem!

Wassily Kandinsky Composition VII 1913
The State Tretyakov Gallery, Moscow

Mathias, der i følge ham selv har set flere kunstmuseer her i Rusland end i hele hans liv, har udtalt, at han måske stadig ser kunst som unødvendigt, men at han er begyndt at tage stilling til det. En klar forbedring. TIl gengæld er jeg enig med ham i, at vi ikke behøver at se flere Orthodokse kirker foreløbig.

Gyldne løgkupler så langt øjet rækker side om side med Stalins gigantiske højhuse, ind i mellem moderne glas-og-stål byggerier. Moskva er som et uægte barn af 1001 nat, DDR og New York. Mere rent end Skt. Petersborg, knap så homogent, men i mine øjne absolut charmerende. 

Lige nu sneer det, og jeg er meget glad for at have medbragt vanter. Så det var heaven at komme hjem og tage et langt varmt karbad og lytte til Thomas Dybdahl. Luksus. Nogen vil måske påstå, at det ikke er så autentisk, men vi kan tids nok få kål-og-åben-ild nostalgi, og Moskva er netop en moderne storby, med et mystisk glimmer-touch. 

Kreml er et godt eksempel herpå. Bag de høje, røde mure gemmer sig både parlamentsbygningen med gladfacade og hammer og sejl-symboler, og ældgamle kirker hvis indre er et fuldstændig dækket af ikoner og malerier i stræke røde, blå og grønne farver og guld, guld, guld. Og lige et par kæmpe-diamanter og ulækkert dekadenten Fabergé-æg.

En anden måde at deale med kulden og de lange gåture på er også at drikke et par kopper the på en café, og ordne verdenssituationen. Så det gør vi. Meget. Rart.

Levealderen for mænd er meget lav i Rusland, og vi ser ganske rigtigt også mange flere gamle damer end mænd. Dem ser vi til gengæld også en del af! I hvert eneste rum i museerne sidder gamle damer med rødt og pink og lilla hår. Eller på gaden og tigger. Gennemsnitspensionen i er på 8000 rubler. Mændene sidder og sover i metroen, lugtende af sprut og urin.

I dag er det 50året for den første mand i rummet (Gagarin, russer), og vi kom idag forbi et meget lille, meget fjollet optog i den anledning. Til gengæld affyrer de netop ny et meget voldsomt fyrværkeri, der lamer virkelig voldsomt! (Vi var faktisk i tvivl om, om det var Seest 2.0 eller det var planlagt!)

Med RØDT tog på RØDT togt til den RØDE by

Så sagde vi endelig farvel til Peters hellige by og det gjorde vi så sandelig med maner. Toget var vild luksus, da vi fandt ud af at vi ikke skulle sove på sæderne men derimod kunne slå "rigtige" senge ned. Da vi nåede frem til hotellet faldt vi begge dog med det samme i søvn. Dette betød at vi ikke rigtigt kom ud at se noget den dag, men i stedet restituerede og kiggede os lidt omkring rundt om hotellet. Som Marie skrev i går, bestilte vi room service, hvilket var overraskende billigt og en stor oplevelse.

I dag har vi været inde og se Kreml, tsar tidens, sovjet tidens og nu det moderne Rusland hjerte. Med de karakteristiske RØDE mure ligger den i centrum af Moskva. Vi nåede dog ikke at se hele Kreml og vi har endnu ikke set den RØDE plads eller Lenin, da Lenin tilsyneladende skulle have en fridag til at strække benene i. Så i stedet gik vi mod et eftersigende spændende georgisk kvarter. Vi ikke fandt det dog ikke, i stedet fik vi set en smule af Moskva og del af en cafe, hvor vi hyggede i et par timer, Marie med en RØD Smootie og jeg tog mine fumlende første fumlende skridt ud i teens verden. Det minder mig om, at jeg faktisk fik et super glas te på det RØDE tog.

Sidste dag i Skt. P

Den sidste dag i Skt. Petersborg blev brugt til at udforske området rundt om hotellet. Det var lidt mere den "almindelige" russer vi mødte her, selv om pigerne på høje hæle på Nevskij Prospekt self. lige så meget høre med til billedet. Det var nu ikke den mest opløftende tur. Vejret gjorde ikke noget som helst godt for de høje betonbygninger, og lobbyen i et hospital vi kiggede ind i var så mørk og trykkende, at det der med at blive syg her ovre ikke rigtig er noget vi har lyst til. Vi for self. vild, og endte med en ret lang gåtur.
Toget mod Moskva afgik kl. 23.55, så vi tog afsted i ret god tid. Hvilket viste sig at være godt, for billetten var kun på russisk, og de uniformerede vagter var ikke til meget hjælp.
Toget vi skulle med lignede Hogwarts-ekspressen på en prik! Malet i mørkerøde og grønne farver, meget langt og lignede noget fra det forrige århundrede, hvilket det sikkert også var. Magisk var øjeblikket, da dørene bliver slået op, stewardesser klædt i bodeaux-farvede dragter træder ud på perronen i tagt til en storladen hymne der brager ud af højtalerne. Vi kiggede på hinanden med store øjne og et vantro smil på læben. Det her var for vildt! Kupeen var indretten med fire senge i to etager, gardiner med frynser, et spejl på døren, kunstige blomster i en lille vase og to slags belysning: klinisk og "harry potter". Vi fik selskab af to russiske forretningsmænd, der heldigvis kunne vise os hvordan vi slog vores seng op. Vi sov overraskende godt, trods den ret høje temperatur, og blev vækket om morgene til the og pap-brød med skinke, der var pakket fem dag tidligere.. Men DSB kunne stadig godt lære noget. Vi er fan.
I Moskva blev vi taget imod af en mand som gav os vores togbilletter til resten af turen, og forklarede os vejen hen til vores hotel. Vi bor på 28. etage i et kæmpe kompleks lidt uden for centrum, men lige ved siden af en metrostation. En klar forbedring. Vi har udsigt til en kæmpe park og Moskvas skyline, der heldigvis ikke lader til at lide af samme kompleks som Skt. Petersborg, hvor ALLE bygninger havde samme højde (grunden til at vi for vild den sidste dag). Vi tilbragte søndagen med at sove, se House og bestille room service. Jeg er nok for meget dansker, for jeg synes det var total fjollet, og var ret ubekvem med det.
I dag går det så løs i Moskva, hvor den står på Kreml - Keep in touch.

Skt. Petersborg i billeder

Grundet det ret så langsomme internet, tager det sin tid at uploade billeder her på bloggen.
I kan i midlertid se dem her:

Skt. Petersborg i billeder

Skt. Petersborg Dag 5: Much to learn you stil have...

Blandt andet at man altid skal prutte om prisen med taxachauffører...

Fredag var en kontrasternes dag.
Trafikpropper er en meget almindeligt fænomen i byen, og busturen hen til metroen tog derfor længere tid end sædvanligt. Der var tid til både at filosofere over elektriske kredsløb, religionens forfærdeligheder og den fri vilje. Det endte dog op i en omgang "jeg har aldrig".. Tankens vej er kort.
Første stop var byens ældste bygning, Peter-Poul fæstningen, hvor bla. Trotskij har siddet som politisk fange. I den forbindelse tog vi også et kig på Peter-Poul katedralen, hvor den russiske zar-familie ligger begravet. Endnu et orgie i guld og marmor, men mere lys og pastel-agtig indvendig.
Selv om var koldt og floden er tilfrosset, gik vi en tur rundt langs den stjerneformede fæstning og følte historiens vingesus med en fantastisk udsigt ind mod Vinterpaladset.

Et par metrostop udgjorde et spring i såvel sted, som tid. Ind gennem en port gemte sig hvad man kunne kalde Ruslands svar på Urt. Pusjkinskaja 10 var et temmelig stort kulturcenter med gallerier og koncertsal i mange etager for den skt. petersborgske undergrund. Nede i gården lå en boghandel og en pladebutik fyldt med house, dub, electro, disco, trance og andet godt på vinyl. Desuden også en club kaldet fishfabrique hvor der skulle være koncert samme aften, men vi forlod stedet for at spise aftensmad, grundet Mathias' frygt for at få en karkelak i sin drink.. Lidt ærgerligt.
Trappeopgangene var fyldt med indstallationer, grafitti, stencils, udklip og planter, og vi blev draget længere og længe op, til vi nåede til - et foredrag om fægtning! Det kunne vi jo ikke sige nej til, hvor random det så var. Efter en halv time hvor en mand, der lignede noget fra Gøgnehøvdingen, snakkede på russisk, blev der vist nogle små film hvor fægteklubben (som det vist sig at være), iført kostumer spillede små fægtescener a la De tre Musketere, og vi så og nogle live-opvisninger, lidt for tæt på for min smag.
Øvert oppe lå en café med tagterasse, hvor vi drak en kop te og kiggede på de unge alternative "hippier" der frekventerede stedet. Trods en smule utilfredshed i starten, endte Mathias med at vænne sig til den 70'er-inspirerende psykedeliske baggrundsmusik, og stedet i det hele taget, trods altså den tilbagevænnende sammenligninge med Urt. Måske det også hjalp med finalen med militærtema. Se det kan man kalde en rammefortælling.
Jeg synes det var et utrolig fedt og inspirerende sted, som virkede fuld af liv, igen undrede jeg mig over den tilbagetrukne placering rent fysisk som de mere alternative kulturinstitutioner har. Men det er fedt at se byens ungdom på vrangen, bygningerne indefra og ikke mindst noget lidt mere moderne end da Vinci (fred være med ham). Mathias: "Det er altså sært at du kan være så kapitalistisk og så kunne lide det her hippie-noget".
Vi sluttende aftenen af på hotellet med et stand-up og æbler. En kontrastfyldt, og meget random dag. Og så har vi fået vasket tøj :)

Skt. Petersborg Dag 4: "Hendes ansigt fortæller mig, at hun ikke har fået nok"

Vi har allerede mere eller mindre fået fællesøkonomi, forstået på den måde, at hvis jeg betaler aftensmaden den ene dag, betaler han den næste, og så går det nok op i den sidste ende. Det er i midlertid ikke let at vide hvornår de forskellige ekspedienter er tilfredse med mængden af penge, eller størelsen af sedler, da visse priser åbenbart er almen viden. Så er det godt af have en wingman til at aflæse ansigtudtryk.

Vi havde i dag aftalt at mødes med den russiske maler Tolje, som bla. har udstillet i Det Russiske Atellier i Thisted. Ved en fejl endte vi op i en stor bygning hvor der var ved at blive gjort klar til fashion week, så en sød (og meget køn) pige måtte hjælpe os på sporet. Hun havde studeret i England, så for en gangs skyld var sprogbarrieren ikke højere end at vi kunne skræve over den.
Da vi endelig fandt hinanden, viste hans os blandt andet sit atellier, øverst oppe i en meget gammel lejlighed down town Skt. Petersborg. Lugten i trappeopgangen var ubeskrivelig (eller, det var den ikke, men vi overlader den til fantasien. Mathias mente der lugtede af Vorupør, men jeg synes ikke fisk plejer at lugte af kloak). MEN da døren så blev åbnet, åbenbarede der sig det mest charmerende boheme loftsværelse, med et stort, ovalt vindue og en fantastisk udsigt ud over tagene. Selve værelse havde gamle, grå gulvbrædder, en behagelig duft af oliemaling og var badet i et klart, sølvfarvet lys. Vi så billeder fra forskellige perioder igennem hans karriere, inden turen gik videre til et om muligt endnu mere edgy sted i byen. Hans steddatter er nyligt uddannet art director, og havde dybt inde i 2. baggård, op ad trappen, ind gennem en dør et lille teater med sorte vægge og et rødt forhæng for. Vi måtte stille skoene, inden vi blev lukket ind, hvor den mest bedårende lille pige løb legende rundt inden, til lyden af Toljes steddatter på klaver. Stykket var et mime/skygge/UV-spil, og altså unden snak. Bonus for os. Jeg tolkede det til at handle om livet, døden, selvbillede og at kæmpe med ens skyggesider. Eller noget.
Det er utroligt, hvor faldefærdige de flotte 1800tals-bygninger kan være indvendig.

Bagefter tog vi på en bar, hvor jeg opdagede en ny måde at blive sofistikeret tipsy på. Og her er der altså både indblandet oliven og Jamens Bond (i den forbindelse kan det nævnes, at vi så KGB's gamle hovedkvarter udefra).
Busturen hjem gik derfor med snak om forventninger til andre og livet, realiteter og naivisme, ideologier og om man egentlig kan snakke om gode og dårlige mennesker. Dybt.

Den eneste medbragte nyhedstryksag på dansk er snart fortæret, det bliver et stort afsavn.
Appropos afsavn må man spørge sig selv hvorfor vi planlagde at starte med en storby-ferie, i en by der vrimler med butikker der skriger på mit dankort. Mathias kalder det en prøve i at modstå fristelser, hm.

Antal cyklister: 1 (på 4 dage! Mathias: "det er nok bare ikke in i denne her by")
Antal 70årige damer med dødningehovedtaske: 1
Antal minutter det tager at komme med rulletrappen ned til den ældste den af metroen: 6 (og det går ellers pænt stærkt)