Into the wild

Som sagt har vi tilbragt weekenden i Ulaan Baator. Mathias har nævnt det håbløse naturhistoriske museum, der mere mindede om natur/teknik-undervisningen på en saneringsmoden dansk udkantsfolkeskole end et museum for et helt lands geologi, palæontologi og fauna beliggende i en hovedstad. Der ud over var vi et smut forbi det buddhistiske kloster Gandan Khiid, der ligger midt i byen, men er sin helt egen lille verden (og verdenskulturarv, ifølge FN). Som vi har for vane, dumpede vi ned midt i en seance, hvor folk skrev hvad vi gætte på er bønner eller ønsker på små lapper papir, som blev videregivet til munke, der sang, fremsagde bønner og spillede på diverse instrumenter mens de talte i mobiltelefon og lavede mønstre i sand. I et af templerne var der en 26 meter høj Buddha statue, og en hel masse bederuller. Fra den ene grøft til den anden, i dag var vi på et museum dedikeret til det menneskeligt intellekt. Et helt museum fyldt med brainpuzzels, skakbræt, optiske illusioner og tryllerier. Vi måtte gå meget langt forcere et hegn for at komme der ind, men det var det værd. Mathias var i sit es, og gik derfra i meget opløftet tilstand. Vi spiste frokost på "det eneste franske bageri i Mongoliet" og så var det skoletid. Vi har booket to ture ud af byen, en tur til Bulgan provinsen og en til Terelj natrureservatet, med noget der hedder Ger to Ger (en ger er det telt som nomaderne i Mogoliet bor i). I alt skal vi i 8 dage (7 nætter) bo hos nomader i ger, ride på heste ELLER kamler, ikke gå i bad, spise hvad de spiser og deltage i nogle af deres daglige gøremål. Vi fik derfor en basic introduktion til mongolsk kultur, sprog og praktiske ting på turen.

Jeg glæder mig rigtig meget, men er også en lille smule nervøs. Når vi kommer tilbage skal vi sove en nat i et guest house down town, og så går turen til Kina.

Vi har gået rigtig meget i dag, dag vi har deponeret vores rygsæk hos dem der arrangere vores tur, og vi bor ikke just lige ved siden af deres kontor. Men vi kunne virkelig mærke at vi er kommet i bedre form! Pludselig var den en smal sag at gå 40 min. i skarp trav med en meget tung rygsæk på ryggen.

I det hele taget har vi snakket om, at vores syn på mange ting har ændret sig en hel del. Fx. har man ikke længere kørt rigtig i tog før man har sovet mindst en nat. Afstande i det hele taget er ikke noget problem. Det er helt naturligt at gå til alting. Til gengæld er det meget unødvendigt at spise mere end to gange om dagen, og i hvert fald først når det føles som om ens tarme slår knuder på sig selv. Internet behøver jo heller ikke være så hurtigt, og hvis man ikke får det man bestiller på en restaurant, så spiser man det da bare alligevel. Man pegede jo alligevel bare på noget tilfældigt og lavede en spørgende "meat?"-gestus.

Her i Mongoliet er jeg i hvert fald også blevet vant til at folk peger på mig, griner, rører ved mig eller giver mig thumbs-up. Og at trafikken ikke holder tilbage for nogen, så det er bare med at slå følgeskab med nogle lokale når man vil krydse vejen, og håbe på det bedste.

Der er forøvrigt flere udlændinge i den her by end vi har oplevet nogensinde før. Nu er det heller ikke den største by i verden, men der er ret mange briter over det hele, og folk med næsen begravet i Lonely Planet. Akkurat som os. Suk. Lonely Planet i den ene hånd, og computeren i den anden. Yup, den moderne rejsende, det 21. århundredes svar på H.C Andersen. Apropos computer så mødte vi vores programmør-ven fra toget da vi bookede en overnatning på et guest house. Hans vens bil var brudt sammen, så de måtte udskyde deres road trip til Moskva med en uge. I feel lucky.