Vi har allerede mere eller mindre fået fællesøkonomi, forstået på den måde, at hvis jeg betaler aftensmaden den ene dag, betaler han den næste, og så går det nok op i den sidste ende. Det er i midlertid ikke let at vide hvornår de forskellige ekspedienter er tilfredse med mængden af penge, eller størelsen af sedler, da visse priser åbenbart er almen viden. Så er det godt af have en wingman til at aflæse ansigtudtryk.
Vi havde i dag aftalt at mødes med den russiske maler Tolje, som bla. har udstillet i Det Russiske Atellier i Thisted. Ved en fejl endte vi op i en stor bygning hvor der var ved at blive gjort klar til fashion week, så en sød (og meget køn) pige måtte hjælpe os på sporet. Hun havde studeret i England, så for en gangs skyld var sprogbarrieren ikke højere end at vi kunne skræve over den.
Da vi endelig fandt hinanden, viste hans os blandt andet sit atellier, øverst oppe i en meget gammel lejlighed down town Skt. Petersborg. Lugten i trappeopgangen var ubeskrivelig (eller, det var den ikke, men vi overlader den til fantasien. Mathias mente der lugtede af Vorupør, men jeg synes ikke fisk plejer at lugte af kloak). MEN da døren så blev åbnet, åbenbarede der sig det mest charmerende boheme loftsværelse, med et stort, ovalt vindue og en fantastisk udsigt ud over tagene. Selve værelse havde gamle, grå gulvbrædder, en behagelig duft af oliemaling og var badet i et klart, sølvfarvet lys. Vi så billeder fra forskellige perioder igennem hans karriere, inden turen gik videre til et om muligt endnu mere edgy sted i byen. Hans steddatter er nyligt uddannet art director, og havde dybt inde i 2. baggård, op ad trappen, ind gennem en dør et lille teater med sorte vægge og et rødt forhæng for. Vi måtte stille skoene, inden vi blev lukket ind, hvor den mest bedårende lille pige løb legende rundt inden, til lyden af Toljes steddatter på klaver. Stykket var et mime/skygge/UV-spil, og altså unden snak. Bonus for os. Jeg tolkede det til at handle om livet, døden, selvbillede og at kæmpe med ens skyggesider. Eller noget.
Det er utroligt, hvor faldefærdige de flotte 1800tals-bygninger kan være indvendig.
Bagefter tog vi på en bar, hvor jeg opdagede en ny måde at blive sofistikeret tipsy på. Og her er der altså både indblandet oliven og Jamens Bond (i den forbindelse kan det nævnes, at vi så KGB's gamle hovedkvarter udefra).
Busturen hjem gik derfor med snak om forventninger til andre og livet, realiteter og naivisme, ideologier og om man egentlig kan snakke om gode og dårlige mennesker. Dybt.
Den eneste medbragte nyhedstryksag på dansk er snart fortæret, det bliver et stort afsavn.
Appropos afsavn må man spørge sig selv hvorfor vi planlagde at starte med en storby-ferie, i en by der vrimler med butikker der skriger på mit dankort. Mathias kalder det en prøve i at modstå fristelser, hm.
Antal cyklister: 1 (på 4 dage! Mathias: "det er nok bare ikke in i denne her by")
Antal 70årige damer med dødningehovedtaske: 1
Antal minutter det tager at komme med rulletrappen ned til den ældste den af metroen: 6 (og det går ellers pænt stærkt)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar